Fremover vil landets vandværker formentlig opkræve betaling hos brandvæsenerne, når der anvendes vand til brandslukningen. I flere kommuner har de lokale vandværker allerede varslet ændringer, og en ny afgørelse medfører, at det kun er et spørgsmål om tid, før alle brandvæsener stilles over for betalingskrav.
I Odsherred Kommune har vandværkerne kontaktet beredskabschef Lasse E. Hansen for at få en aftale om, hvordan faktureringen for vand fremover skal foregå. Men det undrer beredskabschefen:
“Det har altid været kutyme, at vandværkerne stillede vand til rådighed for brandslukning. Man kan jo sige, at det er en klar almennyttig samfundsopgave at få slukket ildebrande, og jeg har da heller ikke kunnet finde retspraksis eller hørt om, at der skulle være andre steder, hvor man opkræver penge for vand til brandslukning”, siger Lasse E. Hansen til Nordvestnyt.
Ifølge Foreningen af Vandværker i Danmark er det en ny afgørelse fra Natur- og Miljøklagenævnet, som slår fast, at kommunerne ikke kan ændre på det såkaldte normalregulativ – der handler om vandværkernes opkrævning af betaling – hvis der i regulativet kræves betaling fra brandvæsenerne. Derfor er forventningen, at det kun er et spørgsmål om tid, før alle landets kommuner bliver stillet over for de betalingskrav, som Odsherred samt Roskilde har oplevet, skriver Nordvestnyt.