I alt 13 danske brandvæsener har doneret beredskabsmateriel i form af branddragter, hjelme og andet materiel til Ukraine. Donationen er koordineret af Beredskabsstyrelsen, som tirsdag morgen kørte udstyret til Polen, hvor EU og ukrainske myndigheder vil stå for den videre transport til Ukraine.
Interesseorganisationen Danske Beredskaber oplyser, at de i alt 13 kommunale redningsberedskaber fra hele landet har bidraget til donationen, som består af 506 branddragter (jakke og bukser), 231 brandhjelme, 138 heldragter og 104 brandjakker. Alt udstyret er fuldt funktionsdygtigt.
På en almindelig autosprøjte er der normalt fire mand, så donationen vil strække til bemandingen af en del køretøjer.
Donationen er tirsdag morgen afgået med lastbil fra Beredskabsstyrelsen Sydjylland i Haderslev.