Som det eneste brandvæsen i landet vil Roskilde Brandvæsen fremover holde planen for risikobaseret dimensionering hemmelig for kommunens borgere. Brandvæsenet ønsker, at borgerne kun skal orienteres om, hvad brandvæsenets serviceniveau bliver. De analyser, der ligger bag, skal borgerne derimod ikke have adgang til. Det skyldes ifølge brandvæsenet ”det nuværende trusselsbillede”.
Det enkelte brandvæsens plan for risikobaseret dimensionering er det værktøj, som anvendes til at fastsætte, hvor stort et beredskab, som skal være til rådighed. Planen indeholder således en række analyser, som danner grundlag for politikernes stillingtagen til serviceniveauet i form af antallet af brandstationer, mængden af materiel og antallet af brandfolk på vagt.
Normalt er den samlede plan et offentligt dokument, hvor både borgere og politikere kan vurdere brandvæsenets analyser – og dermed også kan vurdere, om det serviceniveau, som der lægges op til, hænger sammen med brandvæsenets bagvedliggende analyser af f.eks. de særlige risikoobjekter i lokalområdet.
Skal behandles for lukkede døre
Men i Roskilde Kommune er det tilsyneladende nu slut med den åbenhed. I hvert fald ønsker beredskabsdirektør Lars Robetje, at den risikobaserede dimensionering fremover skal holdes hemmelig for borgerne.
Beredskabsdirektøren har således foreslået, at brandvæsenets analyser af beredskabet skal behandles som et lukket punkt i både beredskabskommissionen, økonomiudvalget og byrådet. Ifølge beredskabsdirektørens forslag skal borgerne kun have adgang til konklusionen på analyserne – i form af det serviceniveau, som der lægges op til.
Lars Robetje oplyser, at baggrunden for brandvæsenets ønske er ”det nuværende trusselsbillede”. Tilsyneladende vurderer Roskilde Brandvæsen, at terrorister i Roskilde-området står klar til at misbruge de bagvedliggende analyser. ”En indsigt i arbejdsdokumenter kan bidrage til utilsigtet sårbarhed for kommunen og beredskabet”, lyder vurderingen fra brandvæsenet.
Derfor vil Roskilde Kommune, som den eneste af landets kommuner, nu gøre analyserne hemmelige. I hvert fald var der i kommunens beredskabskommissionen – med borgmester Tomas Breddam (S) i spidsen – enighed om, at materialet fremover ”lukkes for offentlig adgang”.