Odder Brandvæsen står i dag for en række andre opgaver udover selve beredskabet, f.eks. tyverialarmer i offentlige institutioner, nødreparationer og udkørsel af hjælpemidler i plejesektoren uden for åbningstiden. Og nu får brandvæsenet så endnu en opgave: Fremover er det brandvæsenet, som får ansvaret for bekæmpelse af rotter i kommunen.
Det er udsigten til en fordobling af prisen hos den nuværende leverandør, som har fået Odder Kommune til at beslutte, at opgaven med at bekæmpe rotter skal hjemtages. Så kontrakten er opsagt, og i stedet er det Odder Brandvæsen, som skal håndtere de ca. 1.000 anmeldelser om rotter, som kommunen årligt modtager.
Rottebekæmpelse forudsætter, at medarbejderne har været på et særligt autorisationskursus, og her hentes der hjælp hos Horsens Kommune.
”I første omgang skal vi have et overblik over rotteproblemernes omfang og vi sender to mand på kursus i Horsens Kommune. Horsens vil også hjælpe os i indkøringsperioden, og når vi har fået lidt erfaring og overblik over, hvor stor en opgave det er, kan jeg sige mere om hvorvidt vi kan klare det med den nuværende bemanding eller om det kan give et job mere. Det kunne da være dejligt. Jeg kan sige til sammenligning, at Horsens Kommune har tre fuldtidsansatte til at løse opgaven med skadedyrsbekæmpelse i Horsens Kommune”, siger beredskabschef Søren Rekly til Aarhus Stiftstidende – og tilføjer: ”Mit indtryk er ikke, at Odder er mere plaget af rotter end andre kommuner – men nu må vi se”.