Brandvæsen roser plejehjemspersonale efter brand

Torsdag morgen kunne en brand på Plejecenter Mergeltoften i Nivå have kostet en beboer livet. Men med en resolut indsats fra plejehjemspersonalet lykkedes det at få beboeren reddet ud i tide. ”Fra vores side skal der lyde stor ros og anerkendelse til plejepersonalet, der var på arbejde, da branden opstod”, siger Claus Larsen, der er operativ chef hos Nordsjællands Brandvæsen.

Torsdag morgen klokken 04.45 fik Nordsjællands Brandvæsen en ABA-alarm fra Plejecenter Mergeltoften i Nivå.

Det viste sig, at der var gået ild i en beboers seng. Plejehjemspersonalet handlede resolut og fik iværksat brandslukning med slangevinde og reddet beboeren ud af lejligheden. Da brandvæsnet ankom, stod der ligeledes personale klar til at vise mandskabet vej til boligen.

Det oplyser Nordsjællands Brandvæsen.

”Fra vores side skal der lyde stor ros og anerkendelse til plejepersonalet, der var på arbejde, da branden opstod. En hurtig indsats er altafgørende i situationer som denne, hvor få sekunder kan være forskel på liv og død”, siger Claus Larsen, der er operativ chef hos Nordsjællands Brandvæsen.

Ved brandvæsnets ankomst rekvirerede indsatslederen en ambulance til beboeren, som blev kørt til observation på hospitalet, og brandfolkene begyndte udluftning efter branden.

”Personalet på plejecentret ydede en forbilledlig indsats. Der er ingen tvivl om, at det meget vel kunne være endt fatalt, hvis plejepersonalet ikke havde reageret så hurtigt og flot, som de gjorde”, siger Claus Larsen.

Vigtigt at plejepersonalet kan reagere hurtigt

Nordsjællands Brandvæsen arbejder tæt sammen med institutionerne i ejerkommunerne for netop at sikre, at personalet har gode forudsætninger for at kunne håndtere situationer som den, der opstod på Plejecenter Mergeltoften torsdag morgen. Det sker blandt andet gennem kurser i elementær brandbekæmpelse og rådgivning under brandsyn.

”Som borgmester i Fredensborg Kommune er jeg fuld af beundring over den handlekraft, som personalet på plejecentret udviste. Det, der skete i morges, understreger i den grad, hvor vigtigt det er, at vores plejepersonale er klædt på til at kunne reagere hurtigt, hvis der opstår brand”, siger Thomas Lykke Pedersen, der er formand for beredskabskommissionen i Nordsjællands Brandvæsen og borgmester i Fredensborg Kommune.

”Samtidig er personalets flotte indsats et godt eksempel på værdien af det forebyggende arbejde, vi laver i brandvæsnet. Vores brandvæsen hjælper ikke kun borgerne, når vi kører til udrykning – der bliver også leveret et flot stykke forebyggende arbejde, som gør en reel forskel, når det virkelig gælder”, tilføjer Thomas Lykke Pedersen.

Annonce