Hvert år betaler Vestsjællands Brandvæsen omkring 3 mio. kr. til ejerkommunerne for at leje de mange brandstationer i det fælleskommunale brandvæsen. Men nu er Vestsjællands Brandvæsen og Lejre Kommune havnet i en strid om huslejen for brandstationerne i Kirke Hyllinge og Hvalsø i 2016. Kommunen mener således, at brandvæsenet skylder over 300.000 kr. i husleje.
Lejre Kommune ejer de to brandstationer i kommunen, men de udlejes til Vestsjællands Brandvæsen. Ifølge Lejre Kommune har Vestsjællands Brandvæsen imidlertid ikke betalt den fulde husleje for 2016 og 2017, og derfor mener kommunen, at Vestsjællands Brandvæsen skylder godt 307.000 kr. i husleje.
Hos Lejre Kommune erkender man dog, at der har været store problemer med faktureringen af huslejen. Kommunen har således fremsendt fakturaer, hvor fakturateksten ikke var korrekt, og kommunen har undervejs trukket nogle af de fremsendte fakturaer tilbage og erstattet dem med nye. Nogle af fakturaerne ser heller ikke ud til at være modtaget hos Vestsjællands Brandvæsen. Lejre Kommune fastholder dog, at der samlet set er sendt fakturaer på det korrekte beløb – og at Vestsjællands Brandvæsen derfor skylder de godt 307.000 kr. i husleje.
Vestsjællands Brandvæsen mener derimod, at der blandt ejerkommunerne har været en fælles forståelse af, at når brandvæsenets regnskab var lukket og godkendt af revisionen, så ville der ikke kunne betales gamle regninger fra de perioder, hvor regnskabet var lukket. Derfor vil brandvæsenet ikke anerkende det tilgodehavende vedrørende 2016, som Lejre Kommune i 2019 har fastholdt.
Hvis striden ender med, at Vestsjællands Brandvæsen skal betale den manglende husleje, så vil det forøge brandvæsenets i forvejen høje underskud.