Falck og det kommunale brandvæsen i Lemvig har budt på to forskellige modeller for løsning af brandslukningsopgaven i Lemvig Kommune, og det lader til at være forklaringen på, at der var en uventet stor forskel på de to tilbud. Der viste sig nemlig at være hele 900.000 kr. i forskel, da tilbuddene blev åbnet.
Den store forskel undrede begge parter, og derfor har man sat sig sammen for at se, hvad den kunne skyldes, skriver Dagbladet Holstebro-Struer. Og det viser sig altså, at der var budt på to forskellige løsninger. Falck har f.eks. regnet med langt flere brandfolk og en døgnbemandet vagtcentral. Begge parter beklager, der er sket misforståelser, men det ændrer ikke ved de to bud, hvor Lemvig Byråd til august sandsynligvis vil vælge det billige kommunale tilbud.