Brandvæsen og Beredskabsstyrelsen strides om slangetårn

For få måneder siden flyttede Herning Brandvæsen og Falck ind på et nyopført, fælles redningscenter i Herning. Redningscenteret er placeret få hundrede meter fra Beredskabsstyrelsen Midtjylland, og meningen var, at placeringen skulle give et nærmere samarbejde mellem byens tre beredskabstjenester. Men samarbejdet halter mellem det kommunale og det statslige beredskab, der ikke kan blive enige om et samarbejde om vask og tørring af brandslanger.

For at spare blev det nye redningscenter ikke udstyret med eget slangetårn. I stedet var det tanken, at slangerne kunne blive vasket og tørret hos Beredskabsstyrelsen, der har et slangetårn kun 100 m. fra redningscenteret. Brandvæsenet og Beredskabsstyrelsen kan imidlertid ikke blive enige om prisen. Beredskabsstyrelsen har meddelt brandvæsenet hvilke præmisser de kan vaske slanger på, og Beredskabsstyrelsen anser sine priser for at være konkurrencedygtige. Og beskeden fra Beredskabsstyrelsen er, at hvis ikke brandvæsenet finder priserne rimelige, så må brandvæsenet bare indhente tilbud andre steder. Og det har Herning Brandvæsen så gjort hos nabobrandvæsenerne, bl.a. Viborg Brandvæsen.

Indtil videre anvender Herning Brandvæsen slangetårnet på byens gamle brandstation, men den vil i løbet af kort tid blive revet ned. Derfor skal der snart findes en løsning, og brandvæsenet studerer i øjeblikket tilbuddet fra Viborg. Det kan ende med, at slangerne fremover skal køres til Viborg, når de skal vaskes og tørres – i stedet for 100 m. ned ad vejen til Beredskabsstyrelsens slangetårn.|

Annonce