Brandvæsen fik overskud på 18 mio. kr.

Hovedbrandstationen i København.

Det fælleskommunale Hovedstadens Beredskab kom ud af 2023 med et overskud på hele 18,1 mio. kr. Det er markant mere end ventet, og det skyldes blandt andet, at beredskabet øgede indtægterne med 16 mio. kr. Det dækker dels over, at salget af ambulancer og udstyr til Region Hovedstadens indbragte godt 5 mio. kr., dels at ABA-alarmerne gav ekstra indtægter på 9 mio. kr.

At Hovedstadens Beredskab skulle have overskud – eller mindreforbrug – var der allerede budgetteret med. Da budgettet for 2023 blev lagt, var beredskabets økonomi nemlig under pres, blandt andet på grund af afviklingen af beredskabets ambulancetjeneste. Derfor fik beredskabet 10 mio. kr. ekstra fra ejerkommunerne, ligesom der blev budgetteret med et overskud på 15,6 mio. kr. for at få genoprettet beredskabets egenkapital.

Årets overskud er imidlertid endt på 18,1 mio. kr. Det skyldes især ekstraindtægter på 15,9 mio. kr., som delvist stammer fra afviklingen af Hovedstadens Beredskabs ambulancetjeneste i februar 2023, hvor restlager samt ambulancer blev solgt til bl.a. Region Hovedstaden. Omkring 9 mio. kr. af afvigelsen skyldes indtægterne på ABA-området. Her skal indtægter og udgifter ellers normalt balancere, så der ikke opkræves for store gebyrer hos virksomheder og myndigheder, men Hovedstadens Beredskab budgetter ud fra et ”forsigtighedsprincip”, som atter i år har medført merindtægter – denne gang på hele 9 mio. kr., som ikke modsvares af tilsvarende merudgifter.

De ekstra indtægter sendes dog ikke retur til ejerkommunerne. Hovedstadens Beredskab ønsker pengene overført til de kommende år, så de kan anvendes til især udskiftning og genanskaffelse af materiel samt kompetence- og ledelsesudvikling. Konkret vil man i 2024 bl.a. investere i etablering af intranet, indkøb af dørforceringsmodul til kompetenceafdelingen samt slangevaskemaskine til den tekniske afdeling.

Har investeret i samlokalisering og øvelser

På udgiftssiden har Hovedstadens Beredskab brugt 352,7 mio. kr. på løn, og det er 5,1 mio. kr. mere end budgetteret. Ifølge beredskabet skyldes det dels en opnormering på rengøringsområdet, dels nye ansættelser i styrken, som delvist er modsvaret af færre udgifter til ekstravagter.

Driftsudgifterne landede på 120,4 mio. kr., hvilket er 12,6 mio. kr. over budgettet. Det skyldes især afslutning af projekter, der blev udskudt i 2022, herunder et projekt med samlokalisering af den tekniske afdeling på Enghavevej, efterslæb vedrørende ikke-lovpligtige øvelser og uddannelser samt færdiggørelsen af kritiske projekter som f.eks. skalsikring og nødstrømsanlæg. Herudover er der gennemført istandsættelsesprojekter på flere lokationer, udskiftning af køleanlæg samt energioptimering med hensyn til belysning. Ultimo 2023 er der endvidere foretaget erstatning af ældre fossildrevne køretøjer med elcykler og eldrevne køretøjer.

Annonce