Brandudvikling ved plejehjemsbrand undrer indsatsleder

Tirsdag aften mistede en 73-årig beboer livet, da en voldsom brand hærgede et plejehjem i Allerød. Der har efterfølgende været fremsat kritik af indsatsen, og den hastighed, hvormed branden udviklede sig, undrer da også brandvæsenet. Politiets teknikere undersøgte onsdag brandstedet, men de kan heller ikke give nogen entydig forklaring på, hvorfor branden udviklede sig så hurtigt. Brandvæsenets indsatsleder understreger imidlertid, at brandfolkene gjorde deres bedste under indsatsen, og indsatslederen vurderer, at brandfolkene prioriterede 100 procent rigtigt.

Udviklingen af branden på plejecenter Solvænget, specielt i perioden umiddelbart efter dens opståen, giver anledning til undren hos Ulrik Bjelbæk, der er viceberedskabschef i Allerød Kommune og var en af flere indsatsledere under den langvarige slukningsindsats. “Den hastighed branden udviklede sig med i den bolig på plejecentret, hvor branden opstod, undrer os. Vi kan ikke forklare den hastighed i øjeblikket”, siger Ulrik Bjelbæk til Allerød Nyt.

Politiets teknikere har undersøgt brandstedet onsdag, men de har heller ikke nogen entydig forklaring på, hvorfor branden udviklede sig så hurtigt i begyndelsen. Årsagen til branden formodes at være rygning.

Fotograf kritiserer indsats

Efter branden har der været rejst kritik af indsatsen. “I mine 16 år som fotograf for Local Eyes og Inside TV har jeg aldrig oplevet noget lignende”, siger Allerød-borgeren Michael Forsmark Skjoldager, der var med til at redde flere beboere ud fra det brændende plejecenter Solvænget.

“Vi fik flere gange at vide af indsatslederen, at alt var under kontrol, men det var det ikke efter min mening. Beboerne var jo reelt fanget inde i bygningens 1. sal, hvor røgudviklingen var vild og ilden nærmest eksploderede, og hvor der ikke var nogen brandtrappe, ligesom branddørene ikke smækkede i. Vi kunne høre beboerne klynke og måtte gøre noget, men når vi igen og igen bad om stiger, var beskeden bare, at alt var under kontrol, ligesom vi blev bedt om at gå væk”, siger Michael Forsmark Skjoldager til Allerød Nyt.

“Vi bad om ambulancer og liftvogne, men det tog lang tid, før de nåede frem, måske 30-45 minutter. I det hele taget var der for længe for få tilstede. Jeg må sige, at jeg oplevede ledelsen af indsatsen som dårlig”, sagde Michael Forsmark Skjoldager dagen efter branden.

Indsatsleder afviser kritik: Vi gjorde vores bedste

“Jeg respekterer Michael Forsmark Skjoldagers oplevelse af forløbet, men jeg vil gerne slå fast, at vi alle gjorde vores bedste, og at al vores koncentration og vores allerhøjeste prioritet fra første færd handlede om at hjælpe og redde de personer, de befandt sig i plejecentret”, siger viceberedskabschef Ulrik Bjelbæk. Han fungerede som indsatsleder under en del af indsatsen, men var dog ikke med helt fra starten.

Ulrik Bjelbæk oplyser, at alarmen indgik til vagtcentralen kl. 17.30.58 som en ABA-alarm via Solvængets ABA-anlæg, der har detektorer i alle rum. “Vi overholdt udrykningstiderne og kravene til det, vi skal rykke ud med, når der er tale om en ABA-alarm, hvilket vil sige ret få brandfolk. I langt de fleste tilfælde er det nok ved en ABA-alarm, men her kunne vi konstatere, at der var tale om en forholdsvis voldsom brand, og noget af det første, der derfor blev rekvireret, var en tankvogn og en lifttender fra Allerød”, siger Ulrik Bjelbæk til Allerød Nyt.

“Vi opererer med en slags ”kaos-fase” i starten ved brande som denne, og her skal indsatslederen skabe overblik og lave en situationsbedømmelse. Jeg kan godt forstå, at det kan opleves frustrerende, når man bliver vidne til et sådant forløb, men vores beredskab er ikke dimensioneret til at møde op med 30 folk indenfor 10 minutter, når der løber en ABA-alarm ind. Og så opfatter folk i øvrigt tit, at der går længere tid, end der gør, før ambulancer og andet når frem”, siger viceberedskabschefen.

“Vi kunnet ikke have reddet den 73-årige kvinde ud, uanset hvad vi havde gjort. To røgdykkere gik ind i boligen, hvor kvinden befandt sig, men boligen var overtændt, og de blev tre gange nødt til at trække sig tilbage, fordi branden blussede op. De to brandfolk fik mindre forbrændinger, og vi må altså også tilgodese brandfolkenes sikkerhed. Da det næste røgdykkerhold ankom, blev beboerne i de to nabo-boliger evakueret”, siger Ulrik Bjelbæk, der samtidig roser plejehjemmets personale: “Personalet er gearet til at handle i krisesituationer som denne, og det levede personalet på Solvænget op til ved at gå igang med en evakuering af beboerne. Personalet prøvede også at komme ind i den 73-årige kvindes bolig, men måtte trække sig tilbage. At branden bredte sig så hurtigt i hendes bolig undrer os, og vi kan ikke lige nu forklare det”.

Ulrik Bjelbæk vurderer, at brandfolkene prioriterede 100 procent rigtigt, og han mener, at der må ses på slutresultatet. Og så tilføjer han: “Der er en grund til, at brandfolk bliver uddannet til at kunne trænge ind i brændende bygninger. Nu gik det godt for Michael Forsmark Skjoldager, og så er han en helt. Men hvis det var gået skidt, er det ikke så sikkert, at han var lige så meget en helt. Det ændrer ikke på, at det var prisværdigt, det han gjorde, og vi sætter pris på hjælp i situationer som denne”.

Annonce