Brandstationsleder stopper: Rekrutteringsopgaven er blevet for stor

Brandstationen i Ulfborg.

Brandstationen i Ulfborg mangler brandfolk. Og rekrutteringsopgaven er en sejtrækker, som efterhånden er blevet uoverkommelig. Det mener brandstationslederen, Jesper Jensen, som efter 17 års tjeneste nu har sagt op. Han fortæller, at opgaverne er blevet for mange, og at han simpelthen er kørt træt i det.

Gennem flere år har brandstationen i Ulfborg haft 16 deltidsbrandfolk, og med den bemanding har man haft en vagtplan, der kun lige kunne gå op – og kun, hvis nogle af brandfolkene tog en ekstra tørn, og stationens ældste blev hængende. Nu er man så nede på 15 brandfolk.

Det skriver Dagbladet Holstebro.

Udviklingen har været stærkt medvirkende til, at brandstationsleder Jesper Jensen har valgt at sige stop. Han har ellers været brandmand i 17 år. Men opgaven med at rekruttere nye brandfolk er en sejtrækker, der til sidst nåede et niveau, som for Jesper Jensen ikke længere var overkommeligt. Da der – særligt i dagtimerne – ofte var store udfordringer med at skaffe de otte mand, der skal være til rådighed, blev presset for stort.

”Hvis tingene kørte snorlige, og det var nemt at få brandfolk, var opgaven måske ikke så stor. Men opgaverne er blevet for mange, og jeg er simpelthen kørt træt i det”, siger Jesper Jensen til Dagbladet Holstebro.

Et markant problem

Områdeleder Martin Overgaard fra Falck er nu blevet fungerende brandstationsleder i Ulfborg. Han bekræfter, at udfordringen – særligt i dagtimerne – er markant.

”Der er vi nødt til at hive assistance ind fra nærliggende stationer, hvis der ikke er nok. Det sker af og til. Vi har været lidt ekstra udfordret i sommerferien, men nu er vi i gang med at finde fodfæste”, siger han til Dagbladet Holstebro. Han er dog fortsat fortrøstningsfuld, men der skal sættes nogle større rekrutteringskampagner i gang.

Annonce