Brandstationsleder fik skærpet straf for påsatte brande

Den tidligere leder af brandstationen i Egtved er ved Vestre Landsret blevet idømt fire års fængsel for at have påsat 55 brande i lokalområdet. Der var tale om en ankesag, efter at han tidligere på året blev straffet med tre års fængsel ved byretten i Kolding. Landsretten valgte at skærpe straffen, fordi der efter rettens vurdering forelå særligt skærpende omstændigheder.

Både anklagemyndigheden og den tidligere brandstationsleder havde anket dommen fra byretten i Kolding. Byretten havde idømt manden tre års fængsel for 55 påsatte brande, som han selv tilstod.

Landsretten nåede i en flertalsafgørelse frem til, at straffen skulle skærpes til fire års fængsel. Retten lagde vægt på, at der forelå særligt skærpende omstændigheder, fordi brandstationslederen havde påsat så mange brande samt fordi han havde en særligt betroet stilling som brandstationsleder og holdleder. Anklageren mente, at de burde have udløst syv års fængsel, mens forsvareren argumenterede for to års fængsel.

Annonce