Brandstationen i Slangerup er atter i fare for at blive nedlagt

For godt to år siden blev den lukningstruede brandstation i Slangerup reddet, efter at Frederikssund Kommune besluttede at betale ekstra til Frederiksborg Brand & Redning for at opretholde stationen. Nu er både Slangerup-stationen og et andet tilkøb – en tankvogn i Skibby – imidlertid i farezonen, for Frederikssund Kommune har ikke afsat penge til tilkøbene efter 2018.

Frederikssund Kommune besluttede i 2016 at tilkøbe brandstationen i Slangerup samt en tankvogn i Skibby som supplement til den dimensionering, som var forslået af Frederiksborg Brand & Redning.

Kommunen afsatte 1,3 mio. kr. årligt til at finansiere tilkøbene til og med 2018, men beløbet har vist sig at være for lavt. Så hvis tilkøbene skal opretholdes, skal kommune fra 2019 og frem afsætte 2,1 mio. kr. om året. Det sker samtidig med, at kommunen skal finde besparelser på budgettet.

Stigende antal udrykninger

Med tilkøbet af brandstationen i Slangerup har responstiderne været uændrede siden 2016. Men antallet af udrykninger fra stationen til Frederikssund Kommune er steget fra 28 i 2016 til 46 i 2017. Derfor er kommunens udgifter steget fra 1,477 mio. kr. til 1,645 mio. kr.

Tankvognen i Skibby har været anvendt to gange i 2016, og i 2017 har der været tre tilfælde, hvor vandforbruget har været større end den mængde vand, som stationens tanksprøjte fremfører. Tankvognens placering vurderes imidlertid ikke at have haft betydning for indsatsernes forløb. Tankvognen kostede 391.006 kr. i 2016 og 423.020 kr. i 2017.

Såvel Frederiksborg Brand & Redning som Beredskabsstyrelsen har tidligere vurderet, at hverken stationen i Slangerup eller tankvognen i Skibby er nødvendige for at opretholde en forsvarlig indsats inden for de givne responstider

Politikerne skal i oktober tage stilling til, om de kan finde de 2,1 mio. kr. til at videreføre de to tilkøb. Hvis det ender med, at brandstationen i Slangerup nedlægges, vil den blive rømmet og lejemålet opsagt. Bygningen vil herefter blive overdraget tilbage til Frederikssund Kommune.

Annonce