Brandstation står uden holdledere efter opsigelser

Den kriseramte brandstation i Aakirkeby på Bornholm står uden holdledere, efter at fem af stationens brandfolk har sagt op. Det er en indsatsleder, to holdledere og to brandfolk, som har forladt brandstationen, der nu er ude af stand til at rykke ud, fordi der ikke kan stilles med den lovpligtige holdleder.

Længere tids utilfredshed med besparelser i Bornholms Brandvæsen angives som årsag til de fem brandfolks opsigelser. Sidste år blev materiellet på brandstationen i Aakirkeby således nedgraderet fra en autosprøjte til en mindre Hurtig Sluknings Enhed, der blev hård kritiseret i forbindelse med en dødsbrand, hvor der manglede det nødvendige materiel.

Opsigelserne skal mandag behandles af de bornholmske kommunalpolitikere, der dog ikke har et bud på en konkret løsning. ”Men der kan være flere løsninger, og vi indkalder sandsynligvis til et nyt ekstraordinært møde, så sagen kan komme videre til kommunalbestyrelsen, hvis det skulle blive aktuelt”, siger Carsten Scheibye (V), der er formand for Bornholms Regionskommunes Teknik- og Miljøudvalg, til P4 Bornholm. Han tilføjer, at politikernes mål er, at brandstationen i Aakirkeby atter kan rykke ud til brande fra 1. februar 2014.

Annonce