Brandstation skal udvides med hal til nyt materiel

Google Maps

Tomsgårdens brandstation i København skal i år udvides med en let, isoleret hal til nyt materiel, som Hovedstadens Beredskab anskaffer som led i implementeringen af den risikobaserede dimensionering samt udvidelsen af kapaciteten på klimaområdet. Den nye bygning vil koste 3,5 mio. kr., som finansieres ved udskyde eller omprioritere investeringer i andre projekter, køretøjer eller materiel.

Blandt andet som følge af implementeringen af den nye risikobaserede dimensionering samt en beslutning om at styrke kapaciteten på klimaområdet er der sket en udvidelse af det materiel, som Hovedstadens Beredskab råder over.

Derfor er behovet for at kunne opbevare køretøjerne overdækket også steget. For at reducere udgifter til drift og vedligehold grundet vejrlig og hærværk vil Hovedstadens Beredskab derfor opføre en let, isoleret hal på Tomsgårdens brandstation.

Investering på 3,5 mio. kr.

Finansieringen af byggeomkostningerne, der anslås at beløbe sig til 3,5 mio. kr., sker indenfor beredskabets eksisterende ramme ved at udskyde eller omprioritere investeringer i andre projekter, køretøjer eller materiel.

Hovedstadens Beredskab lejer brandstationen af Københavns Kommune, men det vil være beredskabet selv, der kontraherer direkte med en entreprenør. Den samlede byggeperiode anslås til ca. 8-9 måneder fra indgået kontrakt. Materiellet forventes derfor at kunne opbevares indendørs inden næste vinter.

Annonce