Brandstation i fare for at lukke

Google Streetview

Lige nu er otte brandfolk tilknyttet brandstationen i Bækmarksbro. Men hvis Lemvig Kommune vælger at samarbejde med Struer og Holstebro Kommuner om beredskabet, så bliver brandfolkene måske overflødige. Det forudser beredskabschefen i Lemvig, Per Holst: “Brandstationen i Ulfborg vil kunne dække noget af den sydlige del af Lemvig Kommune, hvis man vælger den store løsning med samarbejde med de tre kommuner. Derved er brandstationen i Bækmarksbro i fare for at blive nedlagt”.

“Brandfolkene, som i dag er ansat i Bækmarksbro, kan nemlig ikke nå ind til stationen i Ulfborg på de fem minutter, som de skal. Så er de jo overflødige”, siger beredskabschefen til Dagbladet Ringkøbing/Skjern. “Det er jo altid trist at sige farvel til otte folk. Det er jo vores kammerater, som vi sætter pris på. Men lad os nu se. Der er intet, der er besluttet endnu”, siger Per Holst.

Januar skal blandt andet bruges til møder om fremtidens beredskabssituation. “Man skal blandt andet vurdere sikkerhedsniveauet. I sidste ende er det et spørgsmål om økonomi, om hvor meget man vil satse på beredskabet”, lyder det fra Per Holst.

Hvis den store løsning med det samlede beredskab fravælges, og kommunen holder fast i den nuværende model, mener beredskabschefen, at brandstationen overlever: “Som det ser ud nu, kan vi ikke undvære Bækmarksbro, for så bliver responstiden for os i Lemvig forlænget med i hvert fald 10 minutter. Dermed vil det tage 20-25 minutter for os at nå dertil, og det er for lang tid”, siger Per Holst til Dagbladet Ringkøbing/Skjern.

Annonce