Østjyllands Brandvæsen har indledt et udbud af brandslukningen på Samsø. Udbuddet omfatter indsatsledelse, brandslukning og bådberedskab fra to brandstationer på øen. Der er tale om en 10-årig kontrakt med en anslået værdi på 30 mio. kr. Der vil dog kun blive udarbejdet udbudsmateriale, hvis mere end én egnet virksomhed viser interesse for kontrakten.
Samsø er et ø-samfund med ca. 4 000 faste beboere. I sommerhalvåret forøges antallet dog væsentligt. Øen er udelukkende forbundet til fastlandet via færge fra Hou, og alt beredskab skal derfor opretholdes lokalt. Brandberedskabet består i dag af to brandstationer, der er placeret i henholdsvis Tranebjerg og i Nordby. Begge stationer drives af det lokale Samsø Redningskorps.
Nu har Østjyllands Brandvæsen så indledt et udbud af en ny 10-årig brandslukningskontrakt. Udbuddet omfatter levering af indsatsleder og brandberedskab i Samsø Kommune samt redningsbåd ved søredning/kystredning. Leverandøren skal etablere og drive brandstationer centralt og på den nordlige del af øen. Leverandøren skal desuden levere mandskab samt alt materiel til at udføre opgaven. Der er ca. 40 indsatser pr. år.
Brandvæsenet anslår, at kontrakten har en samlet værdi på 30 mio. kr. Den skal træde i kraft den 1. januar 2021.
Kun virksomheder, der kan dokumentere erfaring med drift af tilsvarende slukningsberedskaber vil komme i betragtning. I første omgang indkaldes der tilkendegivelser fra virksomheder, der er interesserede i opgaven. Såfremt mere end én egnet virksomhed tilkendegiver sin interesse, vil der blive udarbejdet materiale, som gør det muligt for virksomhederne at afgive tilbud på et ensartet grundlag. Herefter gennemføres én eller flere forhandlingsrunder med henblik på tildeling af kontrakten. Hvis der kun er én egnet virksomhed, der tilkendegiver sin interesse, forventes det, at kontrakten forhandles direkte med virksomheden – uden et egentligt udbud.