Gribskov Kommune har sendt driften af kommunens to brandstationer i udbud. I dag drives stationerne af det fælleskommunale Frederiksborg Brand og Redning, men Gribskov Kommune udtræder af samarbejdet ved årsskiftet. Udbuddet omfatter en kontrakt på fem år med mulighed for forlængelse i yderligere fire år. Den samlede værdi anslås til 45 mio. kr.
Gribskov Kommune har en befolkning på ca. 41.000 indbyggere og dækker et område på ca. 280 km2. I sommerperioden stiger befolkningstallet til ca. det dobbelte. Udbuddet omfatter driften af kommunens to brandstationer, der er beliggende i Gilleleje og Helsinge.
Endvidere indgår der i udbuddet optioner vedrørende indsatsledervagt og brandhaneeftersyn.
Kommunen anslår, at den samlede kontraktværdi vil være 45 mio. kr., hvis optionen på forlængelse udnyttes.
Der er tilbudsfrist den 28. august 2020, hvorefter der er lagt op til at gennemføre en forhandling. Eneste tildelingskriterium vil være prisen, og kommunen afgiver selv kontrolbud.