Brandslukningen i Galten i udbud

Østjyllands Brandvæsen har nu sendt driften af brandstationen i Galten i udbud. Det er den sidste af brandvæsenets stationer, hvor Falck står for driften, og der er lagt op til, at det fortsætter sådan – hvis ikke brandvæsenet vælger en lynhjemtagning. En ny kontrakt skal nemlig træde i kraft allerede 1. april 2021, og bydere skal have erfaring med sammenlignelige opgaver.

Efter Østjyllands Brandvæsens hjemtagning af brandslukningen i det sydlige Aarhus driver Falck i dag alene brandstationen i Galten, mens Samsø Redningskorps driver de to brandstationer på Samsø. De øvrige stationer driver brandvæsenet i eget regi.

Det nye udbud omfatter driften af brandstationen i Galten i perioden fra 1. april 2021 til 31. december 2025, men med mulighed for forlængelse i op til 3 x 12 måneder på uændrede vilkår. Der er tale om et udbud med forhandling, og der er frist den 4. januar 2021.

Østjyllands Brandvæsen vurderer, at kontrakten har en samlet værdi på 12,4 mio. kr.

Annonce