Det mere end 100 år gamle kommunale brandvæsen i Ringsted og de 23 brandfolk skal umiddelbart efter nytår slås for brandvæsenets fortsatte eksistens. Det sker, når brandslukningen sendes i en licitation, hvor brandvæsenets modstander bliver Falck. Byrådet træffer beslutning om den fremtidige brandslukning i løbet af marts, når tilbuddene er blevet gransket grundigt.
Til forskel fra mange andre kommuner har politikerne i Ringsted forsøgt at klæde det lokale brandvæsen bedst muligt på til konkurrencen med Falck. Således har kommunen betalt et konsulentfirma for at »kvalificere« brandvæsenet til at deltage i den forestående udbudsrunde, hvor pris og kvalitet formentlig er det, der i den sidste ende afgør, hvem der vinder retten til i fremtiden at slukke ildebrand i Ringsted, skriver Dagbladet.
Et andet privat konsulentfirma har udarbejdet udbudsmaterialet, hvilket betyder, at politikerne i byrådet har nogenlunde frie hænder til at vælge mellem de to tilbud. På forhånd er brandvæsenet dog hæmmet af, at et ja til brandvæsenets tilbud er det ensbetydende med, at kommunen samtidig accepterer at skulle investere et større millionbeløb i en ny brandstation, idet den nuværende på Køgevej i flere år har trængt til en udvidelse og modernisering. Hvis Falck bliver vinderen, kan kommunen se frem til en pæn indtægt ved at sælge brandstationens bygninger – herunder også de tre private boliger, som hører med.
Det er byrådsflertallet bag borgmester Niels Ulrich Hermansen (V), der i konstitueringsaftalen tilbage fra november 2005 besluttede at udbyde den kommunale brandslukning.