Beredskabsstyrelsen og Forsvarets Eskadrille 722 har testet en “Bambi-bucket”, der mange steder i verden anvendes til at slukke skovbrande fra luften ved hjælp af helikoptere. Den særlige spand, som helikopteren fremfører, kan rumme 2.000 l. vand. Konceptet er aldrig tidligere blevet brugt i Danmark, men det kan ændre sig i takt med de længere tørkeperioder, vi oplever.
Sammen med Beredskabsstyrelsen har Flyvevåbnet haft et par helikopterbesætninger ude for at afprøve den såkaldte “bambi-bucket” til at slukke skovbrande. Det oplyser Forsvaret.
“Brandslukning med helikopter er en disciplin, der er ret ligetil for de besætninger, der normalt flyver troppetransport, fordi de i forvejen er trænede i at flyve med ’sling’ under helikopteren. Om det er et par tons vand eller noget andet, som hænger der, betyder ikke noget for selve flyvningen”, fortæller helikopterpiloten Christian fra Helicopter Wing Karup.
Sling er en metode, hvor gods hænger i et kabel eller et net under helikopteren. Metoden gør det muligt at flytte store ting, som ikke passer ind i kabinen eller at levere forsyninger til steder, hvor det ikke er hensigtsmæssigt at lande.
Effektivt på svært tilgængelige steder
Spanden til EH101 rummer 2.000 l. vand, som enten kan dumpes på et enkelt sted eller spredes ud over et større område, og det er selvfølgelig smart at kunne få løftet vand ind til brande, hvor det ellers er svært eller umuligt at komme hurtigt frem med brandkøretøjer. Det kan f.eks. være i større skove eller på øer med intet eller beskedent brandberedskab.
Under testen afprøvede helikopterbesætningen samarbejdet med indsatslederen på jorden og procedurerne internt i helikopteren. Piloterne kan ikke selv se spanden under helikopteren, så de skal sørge for den rigtige indflyvningsretning, mens det er loadmasteren i kabinen, der udløser vandet over ilden eller et område, som skal gennemvædes, for at ilden ikke breder sig i en bestemt retning.
“Under afprøvningen så vi, at helikopterbesætningen fik flyttet en hel del vand på kort tid, og fik det leveret ganske præcist på de mål, som indsatslederen udpegede. Det tager cirka et minut at fylde spanden, så alt afhængig af afstanden mellem branden og en egnet sø, så kan vi potentielt levere ganske mange tons vand i timen”, fortæller helikopterpiloten Christian.
Indtil videre er der tale om en såkaldt testkapacitet. Det vil sige, at Flyvevåbnet har en enkelt ”bambi-bucket”, der kan tages i brug om nødvendigt, og så vil erfaringer og nærmere evaluering afgøre, om konceptet skal indgå i et egentligt beredskab under tørkeperioder.