Brandmester skal 10 dage i fængsel

En 53-årig mand fra Næstved, der er brandmester ved Københavns Brandvæsen, er blevet idømt 10 dages ubetinget fængsel. Manden var blevet frakendt førerretten, men da han alligevel blev fotograferet af en af politiets fotovogne, forsøgte han at skyde skylden på sin kone, idet han i første omgang påstod, at det var hende, som havde kørt bilen. Da han senere blev kontaktet af den lokale landbetjent, forsøgte han angiveligt at flygte i høj fart.

Brandmesteren havde ifølge Sjællands Tidende fået frakendt førerretten i et halvt år på grund af alvorlige hastighedsoverskridelser. Han forklarede i retten, at han havde gennemgået teoriundervisning og praktisk kørsel, og at han kun ventede på at komme til køreprøve, da han i december blev fotograferet af politiets fotovogn. Det fandt retten var en formildende omstændighed, og i stedet for en bøde på 11.500 kroner, som anklager Charlotte Ejsbøl krævede, fik han en bøde på 8.000 kroner for at køre i frakendelsesperioden.

Den 53-årige forklarede, at han ville skåne sin kone, som den pågældende aften havde migræne. Manden fortalte, at da parret modtog bøden, havde hans kone frivilligt oplyst over for politiet, at det var hende, der havde kørt bilen. Og da han selv blev ringet op af politiet, som kunne se på fotoet, at manden sad bag rattet, fastholdt han, at det var konen, der havde kørt bilen. Han ville ikke bringe hende i forlegenhed ved at afsløre hende i en løgn, forklarede han, men retten dømte ham for at have opgivet urigtige oplysninger, så en anden risikerede at blive straffet – og det blev takseret til 10 dages ubetinget fængsel.

Da politiet fysisk opsøgte manden på hans adresse, kørte han fra landbetjenten i høj fart og hen over en mark. I retten afviste han imidlertid, at han ville flygte fra politiet. Han forklarede, at han var på udkig efter naboens hund, der var løbet bort, og han havde ikke set, at det var politiet, der kørte efter ham.

Den 53-årige, der har en fortid i militærpolitiet, har senere generhvervet sit kørekort og arbejder fortsat i en ledende stilling ved brandvæsenet i København. Han modtog dommen.

Opdatering: BeredskabsInfo har citeret artiklen fra Sjællands Tidende, men ifølge oplysninger, som BeredskabsInfo efterfølgende har modtaget, er der ikke – som oprindeligt angivet – tale om, at den dømte er brandinspektør, men derimod brandmester i Københavns Brandvæsen.

Annonce