Brandmand vil løbe halvmaraton i indsatsdragt i den gode sags tjeneste

Foto: Nordsjællands Brandvæsen

34-årige Martin Petersen, der er deltidsbrandmand i Nordsjællands Brandvæsen, har startet en indsamling til fordel for Børnecancerfonden. I løbet af de næste otte måneder vil han samle penge ind til at støtte familier til kræftramte børn. Det vil blandt andet ske ved Copenhagen Half Marathon til september, hvor han vil tilbagelægge distancen i sin indsatsdragt.

Martin Petersens deltagelse Copenhagen Half Marathon sker for at skabe opmærksomhed om Børnecancerfonden og det vigtige arbejde, fonden laver for kræftramte børn og deres familier. Den seneste tid har Martin Petersen nemlig stået på sidelinjen og set magtesløst til, mens en kammerats søn kæmper med kræft i hjernestammen.

”Det går lige i hjertet, når børn får kræft. Bastian er kun syv år gammel og kæmper med uhelbredelig sygdom. Det er frygteligt at tænke på, og jeg vil bare så gerne kunne gøre noget for familien”, fortæller Martin Petersen.

Nordsjællands Brandvæsen oplyser, at Initiativet støttes af brandvæsenet, som blandt andet stiller uniform til rådighed for Martin Petersen i forbindelse med Copenhagen Half Marathon. Samtidig har flere brandmandskolleger kontaktet Martin Petersen og ønsket at være med til at samle penge ind.

”Det er en del af brandvæsnets DNA at hjælpe til, hvor vi kan, og gøre en forskel for mennesker i nød. Derfor skulle der ikke meget betænkningstid til, da Martin henvendte sig og spurgte, om vi ville støtte op om indsamlingen og bidrage til at sætte fokus på den vigtige sag, han kæmper for”, siger Claus Larsen, der er operativ chef i Nordsjællands Brandvæsen.

Udsigter er ikke gode

Bastian blev ramt af Ependymom sidste år. Ependymom er en sjælden type hjernetumor, som sidder i hjernehulrummene og kan sprede sig via væsken i hjernes hulrum til andre steder i centralnervesystemet. Det seneste år har derfor været særdeles hårdt for Bastian, der har gennemgået flere operationer og fået kemobehandling.

”Udsigterne for ham er desværre ikke gode, og lægernes dom er, at Bastian ikke får et voksent liv. Ingen børn fortjener sådan en skæbne. Men Bastian er en fighter, og han kommer endda i skole og hygger med sine kammerater. Det er så inspirerende at være vidne til”, siger Martin Petersen.

For at kunne hjælpe Bastians familie og andre familier til kræftramte børn har Martin Petersen startet siden ”Brandmand for Børn” på både Facebook og Instagram. Her fortæller han Bastians historie og opdaterer om sin træning frem mod september, hvor han skal løbe halvmaraton i sin indsatsdragt.

”Ideen til at løbe i indsatsdragt opstod, da jeg løb halvmaraton sidste år og på et tidspunkt overhalede en soldat, der løb i uniform. Jeg tænkte, at det var der nok en grund til, at han gjorde, og jeg synes, det var en god måde at skabe opmærksomhed om en vigtig sag”, fortæller han.

Martin Petersens indsamling til fordel for Børnecancerfonden åbnede for få dage siden, og det er allerede lykkedes at samle 3.700 kr. ind. På forhånd har han besluttet, at pengene skal gå til Børnecancerfondens arbejde for at give børn med kræft og deres familier en bedre tid sammen.

”Jeg er rørt over, at det allerede er lykkedes at samle flere tusinde kroner ind, og jeg glæder mig til at se, hvad de næste måneder bringer. Jeg har flere ideer til aktiviteter og arrangementer, som forhåbentlig kan være med til at samle endnu flere penge ind til Børnecancerfonden”, siger Martin Petersen.

Martin Petersens indsamling kan støttes her.

Annonce