Brandmand varetægtsfængslet for at have påsat syv brande

En 26-årig brandmand fra Hoptrup Frivillige Brandværn ved Haderslev er blevet varetægtsfængslet i fire uger. Han er sigtet for at have påsat mindst syv brande, hvor han efterfølgende selv deltog i slukningsarbejdet. Den 26-årige, der arbejder som landbrugsmedhjælper, har tilstået at have påsat de syv brande.

Det er TV Syd, som oplyser, at den 26-årige frivillige brandmand allerede mandag blev anholdt af politiet, hvorefter han blev varetægtsfængsel i fire uger.

Brandkaptajn Torben Hansen fra Hoptrup Frivillige Brandværn ønsker ikke at oplyse, hvor længe den 26-årige har været brandmand eller om han kan have påsat flere end de syv brande. ”Jeg ønsker ikke at udtale mig om sagen, før politiet har frigivet navnet på den sigtede”, siger han.

Den 26-årige har tilsyneladende boet i nærheden af flere af de steder, hvor han påsatte brandene, der blandt andet gik ud over en halmlade hos hans genbo. En anden af brandene blev påsat hos landmand Susan Nijhuis, hvor en lade med 400 halmballer brændte ned. Hun har gået på Graasten Landbrugsskole med den 26-årige brandmand.

Ifølge TV Syd har den 26-årige de seneste måneder været uden fast bolig, og han har i den periode boet i sin bil, på brandstationen i Hoptrup eller hos venner og bekendte.

Annonce