Brandmand styrtede gennem tag ved gårdbrand

En brandmand slap tilsyneladende uden alvorlige skader, da han under slukningen af en brand på en gård ved Nørre Nebel styrtede gennem stuehusets tag. Umiddelbart efter ulykken var vurderingen, at brandmanden var sluppet med knubs, men han fik det kort efter dårligt og blev kørt på sygehuset. Meldingen herfra er, at han muligvis har slået ryggen, men at han ikke er alvorligt kvæstet.

Jydske Vestkysten skriver, at Arbejdstilsynet er blevet adviseret om ulykken og nu skal undersøge den nærmere.

Branden opstod fredag eftermiddag, og stuehuset på gården brændte ned. To hunde brændte desuden inde. Brandårsagen er ukendt, men den undersøges af politiet.

Annonce