Brandmand på sygehuset efter dramatisk redningsaktion

En brandmand fra Københavns Brandvæsen måtte en tur på sygehuset, efter at han under en dramatisk redningsaktion på Nørrebro mandag aften blev ramt en af skorsten, der væltede ned over ham. Men takket være en hurtig indsats fra brandvæsenet blev tre mænd i sidste øjeblik reddet fra 4. sal i en brændende bygning. I alt 60 brand- og ambulancefolk deltog i indsatsen.

Københavns Brandvæsen blev kl. 23:21 alarmeret til ild i lejlighed på Kapelvej på Nørrebro. Brandvæsenet kunne ved ankomsten konstatere, at der var tale om en kraftig lejlighedsbrand på 4. og 5. sal og at der hang tre personer ud af vinduerne på 4. sal.

Brandvæsenet klargjorde omgående en springpude og drejestigen, hvorefter alle tre personer ved hjælp af drejestigen blev reddet ned i det, som brandvæsenets indsatsleder betegner som sidste øjeblik.

Der blev indsat seks røgdykkerhold til eftersøgning samt begrænsning og slukning af branden, og i forbindelse med eftersøgningen blev flere døre opbrudt. Der blev evakueret ca. 50 personer fra fire opgange, og fem personer blev bragt på hospitalet med røgforgiftning eller symptomer på røgforgiftning. En brandmand måtte også på hospitalet efter at en skorsten væltede ned over ham i forbindelse med slukningsindsatsen på taget. Der blev tilkaldt en specialbus fra Dansk Autohjælp i Glostrup, og den blev anvendt til opsamling af de evakuerede, der ligeledes løbende blev orienteret i bussen.

Som led i slukningsarbejdet blev der rejst to drejestiger samt foretaget indvendigt slukning – standsningslinjer – for at stoppe yderligere brandspredning i ejendommen og til nabobygningerne, ligesom brandvæsenet nedtog diverse bygningsdele på tagkonstruktionen for at sikre mod brandspredning. Derefter blev der foretaget eftersyn med termiske kameraer. Desuden blev et skadeservicefirma tilkaldt til følgeskadebekæmpelse og registrering af beboere og lejligheder.

Københavns Brandvæsen har haft indsat 60 brand- og ambulancefolk, og der har været brugt syv C-rør, to højtryksrør samt to vandkanoner fra stigetop. Efter endt indsats blev skadestedet overdraget til politiet, hjemmeværnet og skadeservicefirmaet.

To lejligheder på hver ca. 100 m² udbrændte, og det samme var tilfældet for spidsloft/tagkonstruktion på ca. 300 m². Tre lejligheder på hver ca. 100 m² blev brand- og sodskadet, og der kunne i øvrigt konstateres vandskader på de tre øverste etager.

Annonce