Brandmand omkommet i tragisk storbrand i København

Københavns Brandvæsen rykkede den 4. marts kl. 00.10 ud til Vasbygade i Københavns Sydhavn, hvor der var meldt om røg fra bygning. Ved ankomsten var der en voldsom brand i en lagerhal, der ejes af stålfirmaet Lemvigh-Müller & Munch. Branden endte med at koste en 41-årig brandmand livet. 

Branden bredte sig hurtigt til de tilstødende lagerhaller, men det lykkedes Københavns Brandvæsen at afskære ilden i at brede sig til en stor lagerhal.

Under denne indsats indtraf en tragisk ulykke, da en brandmand, der var på taget af lagerhallen i mørke, røg og blæst, trådte gennem et ovenlysvindue, og styrtede 10-12 m. ned i en maskinhal. Trods ihærdige genoplivningsforsøg lykkedes det ikke at genoplive den 41-årige brandmand fra Hovedbrandstationen. Københavns Brandvæsens ledelse sørgede øjeblikkeligt for stor udskiftning blandt indsatsmandskabet og for at der blev iværksat debriefing.

Den omkomne brandmand blev bisat fra Grundtvigs Kirke ved en officiel ceremoni lørdag den 11. marts. Omegnsbrandvæsenerne fra Tårnby, Vestegnen og Søllerød sørgede for dækningen i to timer, så alle medarbejdere fra Københavns Brandvæsen kunne deltage i bisættelsen.

“En brandmand ved og accepterer den risiko, der er ved at arbejde på skadestedet. Han ved, at når alle andre har givet op, er det hans opgave at gå i arbejde. Det er derved altid forbundet med en risiko, som søges minimeret ved et højt uddannelsesniveau og et godt sammenhold – men risikoen er der alligevel”, sagde brandchef Jan Axlev i sin tale ved bisættelsen.

Annonce