En kvindelig deltidsbrandmand blev torsdag fængslet i fire uger, sigtet for at have sat ild til noget krat ved et sommerhus på Orø. Den 42-årig deltidsbrandmand kom onsdag aften op at skændes med en familie, og det endte med, at hun blev smidt væk. Hun truede med, at hun ville komme tilbage og brænde huset ned, uanset om familien var i det eller ej. Kort efter hældte hun benzin ud i buskadset omkring huset og satte ild til det.
Nyhedsbureauet Ritzau oplyser, at politi og brandfolk rykkede ud til Orø med trækfærgen, men inden assistancen fra Sjælland nåede frem, havde kvindens kolleger i øens eget brandvæsen slået flammerne ned.
Kvinden blev anholdt på stedet og erkendte, at hun havde startet branden. Politiet så det som en skærpende omstændighed, at hun selv er brandmand, og valgte at fremstille hende i grundlovsforhør, hvor hun altså blev fængslet – en kendelse, hun kærede til landsretten.’