Brandkadetter giver færre brande

Arkivfoto: Danske Beredskaber

Når udsatte unge får en uddannelse som brandkadetter og bliver tilknyttet brandvæsenet, så kan det tilsyneladende aflæses i udrykningsstatistikken. I Roskilde kan man i hvert fald konstatere, at der har været færre brande i de boligområder, som Roskilde Brandvæsens nye brandkadetter kommer fra, ligesom brandfolkene får mere arbejdsro, når de er på indsats i områderne. På den måde bliver de unge en gevinst for kommunen i stedet for at risikere at ryge ud i kriminalitet.

Roskilde Brandvæsens projekt med brandkadetter løber over en tre-årig periode, hvor et nyt hold med 12 pladser starter hvert halve år. I alt skal 72 unge mellem 13 og 18 år rekrutteres. Hvert hold får tilknyttet en brandmand, der fungerer som mentor og uddanner de unge i førstehjælp, brandbekæmpelse og håndtering af ulykker. Projektet er et samarbejde mellem klubber, skoler, familie, børn, jobcenter og SSP, og TrygFonden støtter nu projektet med 800.000 kr.

Ifølge TrygFonden kan man udover de sociale og økonomiske gevinster notere, at projektet giver en øget fokus på brandsikkerheden. Brandvæsenet i Roskilde har således bemærket, at der i forbindelse med det netop overståede nytår var færre brande end tidligere år i to af de boligområder, hvor de unge brandkadetter kommer fra.

Projektet har samtidig den effekt, at brandfolkene får mere arbejdsro, når de er ude at slukke brande i de belastede boligområder. Tidligere har der således været store problemer med unge, der generede brandfolkene og forhindrede dem i at gøre deres arbejde. Men når de unge selv bliver ambassadører for brandsikkerhed, har det en afsmittende effekt på hele området.

”Ved at tilknytte de unge til brandvæsenet, får de en mulighed for at tage ansvar for deres eget liv, og samtidig fungerer de som rollemodeller for andre unge. Når man så samtidig kan se, at det har en effekt i forhold til brandsikkerheden, synes jeg det er et rigtig godt projekt”, siger Dorte McGugan Pedersen, der er evalueringschef i TrygFonden.

Annonce