Sidste mandag blev det tiende hold brandkadetter færdige hos Københavns Brandvæsen. Og for nylig bestod den første af Københavns unge brandkadetter den grundlæggende redningsuddannelse til brandvæsenets frivilligenhed – og tog dermed springet ind i de voksnes rækker i beredskabet.
Siden Ungdomsbrandkorpset blev startet i 2011, har Københavns Brandvæsen udklækket 97 brandkadetter, og projektet, der blandt andet skal give unge fra Københavns udsatte boligområder mulighed for at lære om brandmandsfaget, knytte relationer til brandfolkene og styrke dem i forhold til at gennemføre en uddannelse, er nået langt.
Mohamed Ashraf Abdel-Alim var blandt de første brandkadetter til at gennemføre den seks måneders uddannelse i grundlæggende brandmandsfærdigheder og praktikforløbet på en brandstation. Han startede i brandvæsenets Ungdomsbrandkorps som 14-årig, og som den første brandkadet er han nu blevet optaget i Det Frivillige Supplerende Beredskab, der typisk indsættes ved større ulykker og kriser for at understøtte det daglige beredskab i Københavns Brandvæsen.
”Jeg glæder mig vildt meget til at komme ud og bruge det, vi har lært”, fortæller Mohamed.
Hjælper med førstehjælp
Ud over at hjælpe med førstehjælp og håndtering af tilskadekomne ved ulykker deltager frivilligenheden også ofte som samaritter ved større events som f.eks. motionsløb. De kommende opgaver i brandvæsenet frivilligenhed harmonerer godt med Mohameds planer for fremtiden. Han drømmer nemlig om at blive akutlæge. Mohamed, der er opvokset i Tingbjerg, hvor hans familie flyttede til fra Egypten for omkring 10 år siden, er netop blevet færdig med 2. g., og efter gymnasiet vil han søge ind på medicinstudiet.
”Jeg kan godt lide, at vores opgaver er meget praktiske og håber at kunne bruge de konkrete erfaringer med førstehjælp og nødbehandling ved ulykker senere hen”, forklarer han.
Det Frivillige Supplerende Beredskab, som Mohamed nu er en del af, er eksempelvis blevet hædret for deres indsats ved branden på Frihedsmuseet, hvor de var med til at redde museumssamlingen.