Brandfolks overgang til Falck tegner til at blive smertefri

Falck har nu ført samtaler med alle de ansatte i Gentofte Brandvæsen, og alt tyder på, at Falck vil strække sig langt for at finde en fredelig løsning, både med brandfolkene og deres fagforening. De ansatte i Gentofte Brandvæsen vil således ikke opleve nogen forringelser af deres nuværende vilkår og rettigheder, hvis de vælger at overgå til Falck, der fra den 1. april 2009 har vundet opgaven med at slukke ildebrande i Gentofte. Dét er i hvert fald budskabet i de røgsignaler, der foreløbig kommer ud fra forhandlingerne mellem Falck og FOA.

“Jeg har en god fornemmelse. Det var et positivt møde i en god ånd, og jeg forventer, vi finder en løsning, der er acceptabel for alle parter”, siger Jesper Bronée, formand for Brandfolkenes Klub, til Villabyerne. Da han i mandags mødtes med Falck, gjorde han det klart, at FOA mener, at loven om virksomhedsoverdragelse gælder for både de overenskomstansatte og tjenestemændene i Gentofte Brandvæsen. Og at ingen af dem derfor må stilles ringere ved Falcks overtagelse af ildløstjenesten i Gentofte Kommune, f.eks. med flere vagter til færre penge. Det fremgår af referatet fra mødet, at Falck slet ikke er enig i denne udlægning. Men uenigheden ser ikke ud til at føre de to parter ud i en faglig voldgift.

“Vi mener ikke, at loven finder anvendelse ved de tjenestemandsansatte. Det fremgår i øvrigt også af udbudsmaterialet. Men vi har spurgt FOA: ”Hvis I nu har ret i jeres synspunkt, hvad betyder det så helt konkret?” Vi vil gerne se, hvor stor afstanden reelt er, før vi beslutter os til, hvor langt vi vil gå for at forsvare vores principielle tolkning af loven. Hvis vi kan finde hinanden, vil vi gerne det”, siger Steen Hjorth-Larsen, Falcks personaledirektør. Han lægger ikke skjul på, at Falck gerne vil have overtagelsen til at fungere så fredeligt som muligt. “Vi overtog også ambulancetjenesten fra Gentofte Brandvæsen i foråret, og det er gået godt. Når vi får fred og ro til snakke med medarbejderne, så finder vi altid en løsning”, lyder det fra Steen Hjorth-Larsen.

Med den type udmelding fra Falck tyder meget på, at de 26 tjenestemænd i Gentofte Brandvæsen bevarer deres ”gamle” rettigheder – f.eks. deres løn, antal vagter, pension og anciennitet – hvis de vælger at blive en del af Falck-koncernen, der tæller ca. 4.000 reddere.

Stemningen på brandstationen i Gentofte har på det seneste været på nulpunktet. De ansatte har mildest talt været frustrerede over, at de hverken kunne få at vide, hvilke jobs, der ventede dem i Falck, eller hvilke jobs, der ventede dem i Gentofte Kommune, hvis de takkede nej til Falck. Men nu er humøret tilsyneladende ved at vende. Der er i hvert fald ros til Falck, der har brugt fire lange dage på at tage individuelle samtaler med alle de ansatte på brandstationen i Gentofte. “Falck har gjort langt mere for os end Gentofte Kommune på nuværende tidspunkt. De har spurgt grundigt til vores ønsker, og det har været en flot gestus. Jeg tør ikke spå, hvor vi lander, men jeg håber, at overgangen bliver så skånsom som mulig for de ansatte”, siger John Hammer fra den faglige klub til Villabyerne.

Annonce