Brandfolks kræftrisiko: Tilsyn har besøgt 291 brandstationer

Brandfolks arbejdsmiljø skal sikres, og som led i den nye fokus på at reducere kræftrisikoen har Arbejdstilsynet i 2013 besøgt 291 brandstationer. Desuden har tilsynet gennemført tilsynsbesøg i forbindelse med 27 brande. Tilsynet følger også med i medierne for at identificere indsatser, hvor der ikke er anvendt beskyttelsesudstyr.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har udarbejdet en oversigt over de initiativer, som i april 2013 blev sat i gang, efter at der var kommet ny fokus på den mulige kræftrisiko ved brandmandsjobbet.

Dialogmøder og besøg på alle brandstationer

Det fremgår af ministerens statusoversigt, at Arbejdstilsynet både centralt og lokalt har afholdt dialogmøder med hovedaktørerne på området, herunder Beredskabsstyrelsen, KL, Falck, Foreningen af Kommunale Beredskabschefer, Sønderjysk Frivillig Brandværnsforbund, Københavns Brandvæsen, Odense Brandvæsen og Aarhus Brandvæsen.

Dialogmøderne har også været en del af tilrettelæggelsen af tilsyn med alle landets brandstationer. Der er således udarbejdet en liste over alle brandstationer med ansatte, og de har alle haft besøg af Arbejdstilsynet inden årets udgang. Det er udarbejdet et særligt tjekskema til brug for disse specialtilsyn, hvor der er sat fokus på det forebyggende arbejde med beskyttelse mod udsættelse for kræftfremkaldende stoffer ved brandindsats. Der er ifølge Arbejdstilsynet gennemført 333 tilsynsbesøg på 291 brandstationer som led i initiativet.

Der er også udarbejdet særligt tjekskema til brug for tilsyn med store brande. Arbejdstilsynets tilsynscentre har endvidere kontaktet det relevante brandvæsen, hvis de via billeder i medierne er blevet bekendt med brandslukningsopgaver, der er blevet udført uden det nødvendige beskyttelsesudstyr. Kontakten har især haft form af tilsynsbesøg, herunder vejledning om gældende regler og krav på området. Der er desuden gennemført tilsynsbesøg ved 27 brande, bl.a. ved branden i Klosterhede Plantage i juli 2013, branden på Odense Marcipanfabrik i september 2013 og branden i Rødovre Stationscenter i oktober 2013.

Fokus på uddannelser

Arbejdstilsynet har også udarbejdet en liste over alle uddannelsesinstitutioner, der uddanner brandfolk, samt udarbejdet et særligt tjekskema til brug for tilsyn på disse uddannelsesinstitutioner. Det skal sikre, at der er fokus på forebyggelse af kræftrisiko i forbindelse med uddannelse af brandfolk. Tilsynene er gennemført inden udgangen af 2013. Der er i alt gennemført 20 tilsynsbesøg på 19 uddannelsesinstitutioner som led i initiativet.

Arbejdstilsynet har sendt et ”brush-up materiale” til Beredskabsstyrelsen vedrørende forebyggelse af mulig kræftrisiko ved arbejdet som brandmand. Det skal indgå i – eller kan være til inspiration for – udarbejdelse af vedligeholdelsesuddannelsen for brandfolk i 2014.

Endnu et initiativ er, at Arbejdsskadestyrelsen har sendt et brev til overlægerne på de arbejdsmedicinske klinikker, hvor styrelsen henleder opmærksomheden på kræft hos brandfolk. I brevet beder Arbejdsskadestyrelsen om, at de arbejdsmedicinske klinikker er særligt omhyggelige med at beskrive eksponeringen, når der er tale om brandfolk.

Tilfreds minister

”Det er afgørende, at forebyggelsen er i orden blandt landets brandfolk. Derfor sendte jeg den 24. april 2013 et brev til de centrale aktører inden for brandbekæmpelse for at sikre fokus på problemstillingen omkring brandfolk og kræft. Jeg har modtaget positive tilbagemeldinger fra både arbejdstager- og arbejdsgiversiden. Det er mit klare indtryk, at parterne på brandslukningsområdet arbejder særdeles konstruktivt for at sikre brandfolks arbejdsmiljø”, siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen.

”Jeg er samtidig tilfreds med, at Arbejdstilsynet i 2013 har gennemført tilsyn med alle de brandstationer, der har kunnet identificeres, ligesom Arbejdstilsynet har ført tilsyn med flere store brande. Herigennem har vi sikret et stærkt fokus på forebyggelse. Jeg kan i den forbindelse oplyse, at det er Arbejdstilsynets vurdering, at der generelt er styr på forebyggelsen på landets brandstationer og under brandslukning, og at der er givet påbud, hvor det ikke har været tilfældet”, siger ministeren.

Annonce