Planen for risikobaseret dimensionering af beredskabet i Rudersdal Kommune lægger op til, at brandstationen i Birkerød mister sin stigevogn. Den skal i stedet flyttes til brandstationen i Nærum, hvor den skal erstatte denne stations udtjente stigevogn. Det er brandfolkene i Birkerød imidlertid godt fortørnede over – de mener, at det i yderste konsekvens kan koste menneskeliv at flytte stigevognen fra Birkerød til Nærum.
Rudersdal-Hørsholm Brandvæsens beredskabschef, Jesper Djurhuus, afviser, at flytningen af stigevognen vil kunne koste menneskeliv. “Det kan jeg vist roligt garantere, at det ikke kommer til. Alle brandvæsner i Danmark er blevet pålagt at lave en såkaldt risikobaseret dimensionering. I Rudersdal-Hørsholm Brandvæsen valgte vi at hyre en ekstern konsulent, Riskplan, til opgaven. Her sidder nogle af de største kapaciteter inden for området, som blandt andet har lavet den håndbog om disse ting, som kommunerne benytter sig af”, siger Jesper Djurhuus til Frederiksborg Amts Avis. Han understreger samtidig, at flytningen af stigevognen ikke er endeligt besluttet.
Oplægget til risikobaseret dimensionering er kun første skridt i en lang proces, hvor Beredskabsstyrelsen skal behandle sagen, inden det endelige forslag skal behandles politisk i Rudersdals kommunalbestyrelse efter sommerferien.
Udover flytningen af stigevognen opererer planen for risikobaseret dimensionering bl.a. med, at også brandstationen i Nærum mister et køretøjer, idet en autosprøjte og tankvogn skal erstattes af en tanksprøjte af samme type, som i dag anvendes på brandvæsenets station i Hørsholm.