Brandfolk vil ikke skifte til fælleskommunalt brandvæsen

De deltidsansatte brandfolk hos Falck i Hørsholm er godt og grundigt trætte af vedvarende rygter om, at Hørsholm Kommune arbejder for at etablere et fælleskommunalt brandvæsen med Søllerød Kommune, efter at en plan om et fælles brandvæsen med Karlebo Kommune er skrinlagt. I et brev til samtlige medlemmer af kommunalbestyrelsen meddeler brandfolkene, at kommunen ikke skal påregne at nogen af brandfolkene ønsker ansættelse ved et fremtidigt kommunalt brandvæsen.

Derfor har de deponeret deres opsigelser pr. 1. januar 2005, som er tidspunktet hvor den nuværende aftale mellem Falck og Hørsholm Kommune udløber.

Hørsholm Kommune har i noget tid arbejdet med at undersøge alternative muligheder på brandslukningsområdet, og der er især blevet aktuelt efter en episode for nogle år siden, hvor udrykningen fra Falck i Hørsholm blev forsinket på grund af manglende brandfolk.

De deltidsansatte brandfolk er imidlertid vrede over at de ikke har fået nogen information fra kommunen, selv om det er deres arbejdspladser, som det handler om. Senest har spørgsmålet om den fremtidige brandslukning været på dagsordenen hos byrådet, men i referatet meddeles blot, at der er drøftelser om et partnerskab mellem Søllerød og Hørsholm kommuner med henblik på fælles drift af brandberedskab og opgaveløsning for sundhedsafdelingerne, ligesom der er udarbejdet et notat med en økonomisk vurdering af et eventuelt brand- og beredskabsmæssigt samarbejde mellem Hørsholm Kommune og Søllerød Kommune, som byrådsmedlemmerne fik udleveret. På byrådsmødet redegjorde borgmesteren for forløbet af en møderække med Søllerød Kommune, og fortalte at udredningsarbejdet fortsætter. Imidlertid meddeles det også at hverken det omtalte notat eller andre oplysninger kan offentliggøres, og deltidsbrandfolkene i Hørsholm har da heller ikke fået nogen officiel information fra kommunen.

Brandfolkene, der tilsammen repræsenterer 316 års anciennitet, har derfor i protest mod kommunens fremgangsmåde valgt at deponere deres opsigelser. I brevet til kommunalbestyrelsens medlemmer undrer brandfolkene sig over, at kommunaldirektøren ved stationens nytårsparade slog fast, at det ene og alene drejede sig om at finde den billigste løsning, når den nuværende i følge brandfolkene er både den billigste og er ganske velfungerende. Samtidig mener brandfolkene, at et kommunalt brandvæsen vil stille brandfolk og holdledere dårligere økonomisk på grund af en dårligere overenskomst.

“Hvorfor benytter Hørsholm Kommune sig af det hemmelighedskræmmeri, som det har været tilfældet? Det er på høje tid, at der er nogen, der får sagens akter frem i dagens lys og åbner de ansvarlige politikeres øjne for, hvorledes verden i virkeligheden ser ud, så man ikke blot stoler på rapporter udarbejdet på et yderst tvivlsomt grundlag”, skriver brandfolkene.

Debatten om den fremtidige brandslukning har dog tilsyneladende allerede givet anledning til en vis bekymring hos Falck, idet kommunen har fået nedsat sin betaling for brandslukningsaftalen. Hørsholm Kommune indgik i 1999 en 5-årig brandslukningsaftale med Falck gældende for årene 2000 – 2004, og dengang meddelte Falck, at standardaftalen mellem Kommunernes Landsforening og Falck ikke var tilstrækkelig til, at Falck ville kunne garantere et tilstrækkeligt antal brandfolk til at bemande køretøjerne i henhold til beredskabslovgivningen. Falck krævede derfor en særlig tillægsaftale om et såkaldt understøttet 5-minutters beredskab. Aftalen betød, at Falck i dagtimerne beskæftigede fire mand i lokalområdet således, at disse om nødvendigt ville kunne møde ved alarmering til brand og rykke ud med køretøjerne indenfor de krævede 5 minutter.

Efter kommunens ønske skulle behovet for aftalen vurderes hvert år, og hvis behovet for aftalen forsvandt, skulle denne umiddelbart kunne opsiges. Kommunens tidligere henvendelser til Falck om ophævelse af tillægsaftalen er hidtil blevet afvist, men i år har Falck imidlertid meddelt borgmesteren, at bemandingen af brandfolk nu er så god, at tillægsaftalen kan ophæves med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2003. Det betyder en mindre udgift for Hørsholm Kommune på 318.000 kr. pr. år.

Annonce