Brandfolk vil have minister på banen i dagpengesag

Arkivfoto

Arbejdsskadestyrelsen og A-kasserne fortolker dagpengereglerne efter forgodtbefindende, når de modregner deltidsbrandfolks faste honorar i dagpenge og efterløn. Det mener Landsklubben for Deltidsansatte Brandfolk, som nu har henvendt sig til beskæftigelsesminister Mette Frederiksen med en opfordring om at ministeren indskærper reglerne over for myndighederne.

Landsklubben for Deltidsansatte Brandfolk har fået flere henvendelser fra medlemmer, som har fået modregnes deres faste honorar i deres dagpenge eller efterløn. Det skyldes angiveligt, at Arbejdsskadestyrelsen ser det faste honorar – der i overenskomsten kaldes grundløn – som en lønandel, der medfører fradrag.

Men den fortolkning er ifølge brandfolkenes faglige organisation forkert. Årsagen er, at det faste honorar ikke indebærer en forpligtelse til at udføre arbejde, og der har i forbindelse med den løbende debat om dagpengeregler for deltidsbrandfolk været bred enighed om, at netop det faste honorar efter de gældende regler ikke skal modregnes.

”Det er derfor frustrerende at erfare, at offentlige myndigheder alligevel tolker reglerne efter forgodtbefindende”, skriver formanden for Landsklubben for Deltidsansatte Brandfolk, Karsten Andersen, i et brev til beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, hvor han opfordrer ministeren til at tage initiativ til, at Arbejdsskadestyrelsen og A-kasserne bliver gjort bekendt med reglerne.

Annonce