Brandfolk til møde om natlukning af vagtcentral

Brand- og Falck-stationen i Vordingborg. Arkivfoto

Torsdag morgen mødes FOA og tillidsrepræsentanten for Vordingborg Brandvæsens fastansatte brandfolk med brandvæsenets ledelse. Her håber brandfolkene, at de bliver orienteret om køreplanen for en ændring af brandvæsenets struktur, der blandt andet vil indebære, at den nuværende døgnbemandede vagtcentral fremover kun skal være bemandet i tidsrummet kl. 7-16.

Vordingborg Brandvæsen har udarbejdet en ny strategi for brandvæsenet, hvor der er fokus på kerneopgaverne: At forebygge, at brand og ulykker opstår, samt afhjælpe skader på personer, dyr og værdier ved brand og ulykke mv. Herudover skal brandvæsenet udnytte de synergimuligheder, der ligger i at løse andre indtægtsgivende opgaver med relation til kerneopgaverne samt opgaver, der kan bidrage til større sikkerhed for, at der i dagtimerne er nok mandskab til overholde kravene til afgangstiderne.

Beredskabskommissionen i Vordingborg har som led i den nye strategi vedtaget en model, som indebærer, at brandstationen i Vordingborg skal være dagbemandet med flere brandmestre, men med ekstern vagtcentralbetjening udenfor normal arbejdstid. Det indebærer, at den døgnbemandede vagtcentral fremover kun skal være bemandet mellem kl. 7 og 16.

De planlagte ændringer har ifølge Sjællandske Tidende givet usikkerhed blandt de lokale brandfolk, der håber, at tirsdagens møde vil give dem svar på en række spørgsmål, selv om deres tillidsmand ikke har fået at vide, hvad der præcis vil blive præsenteret på mødet.

”Jeg tror, at vi bliver præsenteret for køreplanen fremadrettet, men jeg kan kun gætte. Jeg håber da, at når mødet er færdigt på torsdag, så ved jeg hvilken retning, vi fortsætter i. Jeg ser rimelig positivt på det, fordi nu er jeg nået dertil, hvor jeg siger, at livet går videre. På et tidspunkt skal man trække en streg i sandet”, siger tillidsmand Knud Erik Døssing til Sjællandske Tidende.

Annonce