De bornholmske brandfolk retter nu en hård kritk mod den plan for Bornholms Brandvæsens fremtid, som brandvæsenets ledelse har fremlagt. Planen indebærer, at tre bornholmske brandstationer helt skal nedlægges, men brandfolkene undrer sig over, at antallet af administrative medarbejdere samtidig skal øges med næsten 400%. Desuden mener brandfolkene, at ledelsen af prestigehensyn har investeret i nyt og dyrt materiel, som der ikke er et reelt behov for – og at det blandt andet er dette materiel, som tvinger brandvæsenet til at investere i nye bygninger.
Bornholms Brandvæsen skiftede for nyligt ledelse, og ifølge den nye ledelse er brandvæsenet nu i en alvorlig økonomisk krise. Baggrunden er først og fremmest, at der ikke på brandvæsenets nuværende budget er sat penge af til udskiftning af brandkøretøjer, selv om en række af køretøjerne nærmer sig en alder på 30 år. De gamle køretøjer bliver stadigt dyrere i drift, men hvis de skal udskiftes vil det koste 8,3 mio. kr. over de næste år – og det er udgifter, som der ikke er budgetteret med. Også øgede uddannelsesudgifter er med til at vælte brandvæsenets budget.
Brandvæsenets bud på en løsning er, at budgettet bevarer sin nuværende størrelse, men at halvdelen af de nuværende brandstationer nedlægges. Det drejer sig om stationerne i Hasle, Gudhjem og Åkirkeby. Nedlæggelsen vil dels frigøre materiel, som kan fordeles på de øvrige stationer og dermed udskyde behovet for investeringer, og dels give mulighed for at foretage de mest nødvendige investeringer, som ud over nye indsatsledervogne også omfatter helt nye brandstationer i Rønne og Allinge.
Brandfolkene på de lukningstruede stationer er imidlertid stærkt kritiske overfor planerne om en nedlæggelse, som de grundlæggende mener ikke er til borgernes bedste. Brandfolkene undrer sig i den forbindelse over nogle meget store investeringer i materiel, som brandvæsenet har gennemført på det seneste. Hidtil har stigemateriellet på øen således bestået af påhængsstiger, men Bornholms Brandvæsen har nu leaset en helt ny 32 m. redningslift til stationen i Rønne, mens der til stationen i Gudhjem tidligere er anskaffet en 30 m. drejestige. Alene redningsliften koster 2,8 mio. kr. “Det er noget, vi aldrig har haft brug for. Den type hjælpemidler er i højere grad prestige end noget, der er et konkret behov for”, siger talsmanden for brandfolkene i Hasle, Niels-Jørn Jensen, til Bornholms Tidende.
I ledelsens plan anføres det, at brandstationerne i Allinge og Rønne er utidssvarende og at der derfor begge steder er behov for en udflytning til nye bygninger. Brandfolkene på øens mindre brandstationer undrer sig imidlertid over, at ledelsen nu betegner brandstationen i Rønne som utidssvarende, og de mener, at baggrunden er en helt anden. Det har nemlig vist sig, at garagerne i Rønne ikke er store nok til den nye redningslift, der derfor indtil videre holder på Falck-stationen i Rønne. Brandfolkene mener, at det reelt er den nye – og efter deres mening overflødige – investering i redningsliften, som tvinger brandvæsenet til at lukke brandstationer for i stedet at investere i nye bygninger i Rønne.
På det administrative område vil brandvæsenet blandt andet satse mere på forebyggelse, men blandt brandfolkene kritiseres det, at antallet af administrative medarbejdere i Bornholms Brandvæsen foreslås øget. “Da vi startede ud, var der halvanden mand i administrationen. Nu skærer man halvdelen af de aktive brandfolk væk, og når vi når slutningen på moderniseringsplanen, er der seks mand i administrationen”, siger Niels-Jørn Jensen til Bornholms Tidende.
I Hasle mener man generelt, at moderniseringsplanen ikke kommer borgerne til gode. “Det, som borgerne skal bruge et brandvæsen til, er at få slukket brande – hurtigt. Planen opererer med nye indsatslederbiler. Men det er kun noget, indsatslederne får glæde af. Det er meget få brande på Bornholm, der har behov for en indsatsleder, og i sig selv kan en indsatsleder ikke slukke noget. Derfor er det ikke en forbedring. Hele det nye koncept er en forkromet idé – men den er ikke til glæde for borgerne”, siger Niels-Jørn Nielsen.
Også i Gudhjem undrer brandfolkene sig over ledelsens såkaldte moderniseringsplan. I planen har brandvæsenets ledelse lavet en oversigt over de responstider, som vil være gældende, hvis de tre brandstationer nedlægges, men ifølge brandfolkene i Gudhjem er responstiderne imidlertid beregnet ud fra, at brandvæsenets køretøjer kan holde en gennemsnitsfart på 100 km/t på landevejen og 80 km/t i byen. Det er en gennemsnitsfart, som ikke engangs Falcks væsentligt lettere ambulancer kan holde, og derfor undrer det brandfolkene, at ledelsen forventer, at de tunge brandkøretøjer kan holde den meget høje gennemsnitsfart. “Ryd vejene, for Bornholms Brandvæsen har travlt!”, lyder det tørt fra brandfolkene i Gudhjem.
Moderniseringsplanen for Bornholms Brandvæsen har været behandlet i kommunens teknik- og miljøudvalg og er nu i høring.