Brandfolk: Planer om at øge antallet af døgnvagter vil være ulovlige

Arkivfoto: Hovedstadens Beredskab

Det vil være i strid med EU-lovgivningen, hvis brandfolkene hos Hovedstadens Beredskab får øget antallet af døgnvagter fra 87 til 103 om året. Det mener tillidsmanden for brandfolkene i Hovedstadens Beredskab, der kalder planerne for kommunal social dumping, hvor Falcks overenskomster bruges som løftestang af det kommunale beredskab.

I dag har medarbejderne i det kommunalt ejede Hovedstadens Beredskab 87 døgnvagter om året, men kommunerne i hovedstadsområdet ønsker, at medarbejderne i fremtiden skal have 103 døgnvagter på et år. Det skriver Netavisen Pio.

Baggrunden for Hovedstadens Beredskabs ønske er, at medarbejderne hos Falck har 103 døgnvagter. Brandslukningen i hovedstaden skal imidlertid snart markedsafprøves, og her vil forskellen i antallet af døgnvagter give Falck en konkurrencefordel.

Planerne om flere døgnvagter vækker vrede hos medarbejderne i Hovedstadens Beredskab.

”Politikerne bruger Falcks overenskomst som løftestang til at hæve vores antal af vagter. Det er i vores optik kommunal social dumping, hvor man vil forringe vores arbejdsvilkår på en ulovlig baggrund. Borgerne får et mere presset og dermed en risiko for et ringere beredskab. Man skal gå mere på trapper, bære flere tunge slanger, have flere nattevagter samtidig med, at vores pensionsalder hæves. Det giver samlet set et væsentligt dårligere seniorliv”, siger Andreas Keil, der er tillidsmand for Hovedstadens Beredskabs brandfolk.

Andreas Keil henviser også til, at de 103 årlige døgnvagter vil kunne være ulovlige. EU’s arbejdstidsdirektiv fastslår, at eksempelvis brandfolk maksimalt må arbejde 48 timer om ugen. En EU-dom fra 2003 om tyske lægers rådighedsvagter slår fast, at også den tid, hvor medarbejderne skal være til rådighed, skal tælle med i udregningen af den samlede arbejdstid. Med 103 døgnvagter på et år, kommer brandfolk op på en ugentlig arbejdstid på 53,7 timer.

Annonce