Brandfolk på Bornholm strides om stationers vigtighed

I Odsherred Kommune har planerne om at lukke to brandstationer som tidligere omtalt på BeredskabsInfo resulteret i kold luft mellem brandfolkene på kommunens brandstationer, og på Bornholm er billedet det samme. Bornholms Brandvæsen har foreslået, at halvdelen af de nuværende seks brandstationer nedlægges for at skabe balance i brandvæsenets budget, men nu strides brandfolkene om, hvilke stationer, som har flest opgaver og dermed er vigtigst.

Det er brandstationerne i Gudhjem, Hasle og Åkirkeby, som er lukningstruede, mens de kommunale brandstationer i Rønne og Allinge samt Falcks brandstation i Neksø foreslås styrkede, således at de kan dække hele øen. Tidligere har brandfolkene på de lukningstruede stationer rettet en hård kritik mod brandvæsenets ledelse, som blandt andet er blevet beskyldt for at anskaffe nyt materiel ud fra prestigehensyn, men nu er der også opstået en strid mellem brandfolkene på de lukningstruede stationer og stationen i Rønne.

Tillidsmanden for brandfolkene i Rønne, Kim Riis, har således offentligt hævdet, at brandfolkene fra Gudhjem, Hasle og Åkirkeby kraftigt har overdrevet det antal opgaver, som de tre brandstationer løser, for dermed at overbevise politikerne om stationernes eksistensberettigelse. Beskyldningerne bliver dog afvist af Lars Knudsen fra brandstationen i Hasle: “Vi har henholdt os til det antal officielle rapporter, der er skrevet. Og der er skrevet en rapport for hver opgave, så at vi skulle have overdrevet det, det har jeg svært ved at forholde mig til”, siger han til DR Bornholm.

Striden går blandt på, om brandstationernes serviceopgaver skal tælles med i statistikken på samme måde som f.eks. brandslukningsindsatser, men repræsentanter for brandstationerne i Gudhjem og Åkirkeby mener, at det er irrelevant at sammenligne antallet af opgaver på øens seks brandstationer. “Selvom ikke alle brandstationer slukker lige mange brande om året, så er hver enkelt station uundværlig , fordi den sørger for den hurtigst mulige hjælp til borgerne. Og det uanset om hjælpen går ud på at slukke en brand eller løfte en ældre borger op efter et fald på badeværelsesgulvet”, lyder det fra talsmanden for Gudhjem brandstation, Klaus Rønne, og tillidsmanden på Åkirkeby brandstation, Michael Kofoed. De afviser hermed påstanden fra deres kollegaer i Rønne om, at de lukningstruede brandstationer skulle have en interesse i at overdrive stationernes arbejdsbyrde.

Ifølge en ny opgørelse fra Bornholms Brandvæsen er der tæt løb mellem brandstationerne ude på øen, når det gælder antallet af udrykninger til brand. På Allinge brandstation gik alarmen 21 gange i 2007, på Åkirkeby brandstation var det 23 gange, og Gudhjem og Nexø brandstationer måtte hver rykke ud 27 gange. Det svarer til cirka to alarmer om måneden. I Hasle-stationens område var der færre brandalarmer, nemlig 12, mens Rønne brandstation kørte til 53 brande.

Annonce