I den værste ulykke i de amerikanske brandvæseners historie siden 1933 omkom 19 brandfolk søndag under slukningen af en skovbrand i delstaten Arizona. Brandfolkene udgjorde en særlig gruppe af elitebrandfolk – Prescott Fire Department Granite Mountain Hotshots – som var i gang med at etablere brandbælter, da en ændret vindretning fik skovbranden til at udvikle sig uventet. De omkomne brandfolk udgjorde 20 procent af brandvæsenets samlede mandskabsstyrke.
Brandfolkene var indsat for et bekæmpe en skovbrand, som fredag brød ud nordvest for Phoenix. Den blev formentlig antændt af et lynnedslag. Branden har indtil videre ødelagt 200 huse i byen Yarnell med 600 indbyggere.
Der var i weekenden indsat omkring 500 brandfolk, og Granite Mountain Hotshots med 20 brandfolk var ved et etablere et brandbælte, da vinden tilsyneladende vendte, hvilket blokerede den evakueringsrute, som brandfolkene havde etableret. En brandmand meddelte over radioen, at brandfolkene gjorde klar til at anvende de særlige aluminiumstelte, som skovbrandfolk medbringer, og som i nødstilfælde kan give en vis beskyttelse mod flammerne. Der kom derefter ikke flere livstegn fra brandfolkene, som kort tid efter blev fundet af kollegaer, der var blevet sendt til undsætning.
Det 20. medlem af holdet var på ulykkestidspunktet i gang med at hente et slukningskøretøj, hvilket reddede hans liv.
De omkomne brandfolk er:
- Eric Marsh, 43
- Andrew Ashcraft, 29
- Robert Caldwell, 23
- Travis Carter, 31
- Dustin Deford, 24
- Christopher MacKenzie, 30
- Grant McKee, 21
- Sean Misner, 26
- Scott Norris, 28
- Wade Parker, 22
- John Percin, 24
- Anthony Rose, 23
- Jesse Steed, 36
- Joe Thurston, 32
- Travis Turbyfill, 27
- William Warneke, 25
- Clayton Whitted, 28
- Kevin Woyjeck, 21
- Garret Zuppiger, 27.
Der er etableret en mindeside for de omkomne brandfolk på Facebook. Den har på nuværende tidspunkt fået over 310.000 likes.
I alt har 62 amerikanske brandfolk nu mistet livet under tjenesten i 2013. Sidste år omkom 83 brandfolk. Bortset fra terrorangrebene den 11. september 2001 har søndagens ulykke været den alvorligste for amerikanske brandvæsener siden 25 brandfolk i 1933 mistede livet under en skovbrand i Griffith Park i Californien.