Brandfolk nedlagde arbejdet efter fyring af kollega

Google Maps
Falck-stationen i Svendborg

Formentlig for første gang i nyere Danmarkshistorie stod en større provinsby i weekenden i en periode uden brandberedskab. Det skete, da deltidsbrandfolkene i Svendborg besluttede at nedlægge arbejdet i protest mod fyringen af en kollega. Arbejdsnedlæggelsen skete, uden at der var etableret et nødberedskab, og det møder hård kritik fra Falcks regionale brandchef og fra Svendborg Kommunes beredskabschef.

Fyns Amts Avis skriver, at brandfolkene hos Falck i Svendborg valgte det drastiske skridt, fordi de ønskede en fyret kollega genansat. Der gik dog noget tid, inden et nødberedskab var på plads, og ved at gå i strejke uden at have sikret, at der var etableret et nødberedskab, brød brandfolkene alle uskrevne regler, mener Falck.

”Det er fuldstændig utilstedeligt, at man vælger at inddrage sit virke som brandmand i en konflikt med sin arbejdsgiver uden at sikre, at der er et beredskab, der fungerer”, siger Anne-Dorthe Rasmussen, der er brandchef hos Falck i Region Syddanmark, til Fyns Amts Avis.

Svendborg Kommunes beredskabschef, Knud-Otto Westergaard, er enig i Falcks kritik. ”Kulturen i Falck har altid været, at man aldrig lader nogen i stikken – heller ikke i en konflikt. Der er ingen fortilfælde for det her i Danmark, og det er helt uhørt, hvad man har gjort”, siger han.

Brandfolkene har nu genoptaget arbejdet. Den fyrede brandmand er ikke blevet genansat.

Fortilfælde blandt reddere

I maj 2007 var det reddere fra Falcks stationer i Århus, som valgte at indlede en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse uden at have etableret nødberedskab. Det skete i protest mod, at det ikke lykkedes at få en aftale med Falck om vilkårene for nødberedskabet.

Falck måtte dengang i hast indkalde ledende medarbejdere til at indgå i nødberedskabet, som således blev opretholdt, men det var første gang i Falcks historie, at redderne ikke opretholdt nødberedskabet under en arbejdsnedlæggelse.

Annonce