Brandfolk måtte slukke brand i egen bygning

Brandfolkene hos Kegnæs Frivillige Brandværn havde kun kort kørevej, da de blev kaldt ud til en brand torsdag aften. Branden var nemlig opstået i en bygning, der er bygget sammen med brandstationen. Inden branden var slukket, var de også sket skader på brandværnets mandskabsrum.

Lokalpolitiet i Sønderborg har mistanke om, at det var en varmekanon, som antændte en brand i et hus, der er bygget sammen med brandstationen i Kegnæs. Det skriver Jydske Vestkysten.

Branden gik også ud over mandskabsrummet på brandstationen, vor skaderne dog var begrænsede.

”Alt det med affektionsværdi fik vi reddet. Ingen faner, billeder eller andre små ting gik tabt. Det er kun borde og stole, som er brændt, og det klarer vi nok. Vi skal have sendt en del ting til rensning og rengøring, også må vi se, hvad der kan reddes”, fortæller Jørn Kryhlmand, der er brandkaptajn ved Kegnæs Frivillige Brandværn.

Brandkaptajnen understreger, at brandværnets beredskab ikke er påvirket:

”Ingen af vores biler skete der noget med, og vi kan stadig have strøm på garagen, og lidt varme på, så vi er klar til at rykke ud, og vi risikerer ikke, at vandet i sprøjterne fryser til is, når vi kan have varme på”, siger Jørn Kryhlmand.

Annonce