Brandfolk måtte redde ung mand ned fra 80 meter høj mast

Natten til fredag måtte brandfolk fra Brand & Redning Herning afsted på en lidt speciel redningsaktion: En stofpåvirket 23-årig mand var kravet 80 meter op i en kommunikationsmast, og han turde ikke selv kravle ned. Derfor måtte de lokale højderedningsberedskaber alarmeres, og det lykkedes at få hjulpet den unge mand ned. Han kan nu vente en bøde og måske en regning.

Herning Folkeblad fortæller, at alarmen gik kl. 01.27, hvor den 23-årige mand selv ringede 112 og fortalte, at han ikke kunne komme ned fra masten på Granvænget i Herning. ”Han vidste ikke, hvordan han var kommet derop, og han var formentlig påvirket af stoffer”, oplyser sekretariatsleder Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning.

”Vi kunne ikke rigtig gøre noget, fordi vores stigemateriel ikke er højt nok”, fortæller indsatsleder Finn Lau Nielsen fra Brand & Redning Herning til Herning Folkeblad. I stedet blev højderedningsberedskabet fra Viborg rekvireret. Inden de var nået frem, var den 23-årige imidlertid selv klatret ned til en platform i ca. 50 meters højde, hvor han kunne sidde ned. Derefter valgte man at sende to lokale brandfolk med højderedningsuddannelse op til platformen – og kort efter kunne de via en indvendig stige kravle ned med en brandmand over og under den 23-årige.

”Han var kun iført shorts og T-shirt, så de havde et tæppe og en jakke med, så han kunne få varmen. Han var ret nedkølet”, fortæller Finn Lau Nielsen til Herning Folkeblad. Manden blev sendt til sygehuset på grund af nedkølingen.

Den 23-årige kan vente en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, hvilket formentlig vil udløse en bøde på 1.500 kr. Hertil kommer, at han muligvis vil få en regning for brandvæsenets indsats.

Annonce