Brandfolk lærte unge om fyrværkerisikkerhed

Sprængte fingre og grimme øjenskader. Vi kender alt for godt billederne af de voldsomme skader fra fyrværkeri, som vi desværre ser alt for mange af hvert år i forbindelse med nytåret. Ofte skyldes det uforsigtig omgang med nytårskrudtet, og mange af dem, som kommer til skade, er unge. Det vil Københavns Brandvæsen gøre noget ved, og derfor har brandvæsenet besøgt tre ungdomsklubber.

Allerede i forbindelse med starten af salget af nytårsfyrværkeri tidligere på måneden fik tre ungdomsklubber i nogle af Københavns mest udsatte boligområder på indre Vesterbro, i Sundholmskvarteret på Amager og i Tingbjerg derfor besøg af brandvæsenet.

Budskabet fra brandfolkene var, at fyrværkeri ikke er farligt, så længe de unge bare følger nogle få og enkle sikkerhedsråd.

”Unge mennesker har brug for at se tingene med egne øjne, og derfor tror vi, at den bedste måde at overbevise de unge på, er ved at komme ud og vise dem de voldsomme kræfter i fyrværkeri. Når de ser de skader, som eksempelvis kanonslag, romerlys og raketter kan forvolde på materielle ting, bliver det klart for dem, hvorfor man skal bruge lovligt fyrværkeri og hverken skal holde fyrværkeri i hånden eller kaste med det, og at det er en god idé at have sikkerhedsbriller på”, fortæller brandinspektør Marcello Francati fra Københavns Brandvæsen.

Ud over de vigtige sikkerhedsråd blev de unge også blive belært om, at reglerne sidste år blev indskærpede, så det kun er tilladt at skyde fyrværkeri af fra 27. december til 1. januar.

Samarbejde med SSP

Indsatsen sker i samråd med SSP København, og ungdomsklubberne er blandt andet udvalgt efter, hvor i byen brandvæsenet tidligere har oplevet udfordringer med uroskabende unge. Københavns Brandvæsen har i forvejen fokus på at forebygge brande og andre ulykker i udsatte boligområder, hvor mange beboere eksempelvis har fået installeret en røgalarm.

Københavns Brandvæsen har desuden myndighedsopgaven med at føre tilsyn med, at sikkerhedsreglerne overholdes i alle butikker og salgssteder i kommunen, hvor der sælges fyrværkeri.

Fem sikre råd om nytårsfyrværkeri

  1. Brug altid sikkerhedsbriller
  2. Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri
  3. Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden
  4. Hold sikkerhedsafstanden og læn dig ikke ind over fyrværkeriet
  5. Gå aldrig tilbage til en fuser

Annonce