Brandfolk i Holstebro klager over udbud

Selv om Falck i sidste uge blev erklæret vinder af en licitation over de næste ti års brandslukning i Holstebro Kommune, er sagen ikke slut. I et sidste forsøg på at redde Holstebros kommunale brandvæsen, har brandfolkene indbragt sagen for Klagenævnet for Udbud. Brandfolkene mener, at kommunen skulle have sendt brandslukningen i EU-udbud.

“Kommunen har lavet en del fodfejl. Den største er, at de ikke har sendt opgaven i EU-udbud”, siger Carsten Pedersen, der er tillidsmand for de deltidsansatte brandfolk, til Dagbladet Holstebro-Struer. På et spørgsmål, hvorvidt brandfolkenes reaktion minder om situationen, hvor Spanien klagede over, at Danmark vandt OL-guld i sejlads ved at låne en båd fra Kroatien, svarer Carsten Pedresen: “Nej, det vil jeg nu ikke sige. Der kunne have været en anden tilbudsgiver, og hvis der havde været tale om et EU-udbud, havde vi haft nogle andre rettigheder”.

Brandfolkenes tillidsmand erkender, at Falck gav det billigste bud, men han mener, at brandfolkene – i strid med EU-reglerne – blev forhindret i at påvirke processen. “Vi kunne have været med til at fortælle om, hvordan beredskabet er bygget op. Måske kunne vi have sparet skatteborgerne for nogle penge, hvis det var mere fornuftigt skruet sammen”, siger tillidsmanden til Dagbladet Holstebro-Struer.

Carsten Pedersen mener ikke, at embedsmændene har haft tilstrækkeligt indsigt i det beredskabsfaglige. Han påpeger, at andre kommuner har gennemført tilsvarende licitationer som EU-udbud, og han undrer sig derfor over, at kommunen ikke har haft mere styr på reglerne.

Holstebro Kommune har endnu ikke set klagen, men kommunaldirektør Lars Møllers umiddelbare reaktion er, at han ikke kan forestille sig, at sagen skulle have været sendt i EU-udbud. “Vi havde jo netop hyret et eksternt konsulentfirma for at sikre, at alle spilleregler blev overholdt”, siger han.

Ifølge BeredskabsInfos oplysninger anses brandslukningsopgaver for at være omfattet af artikel 21 i EU’s udbudsdirektiv, der omhandler tjenesteydelser, som ikke er omfattet af selve udbudsreglerne. Dermed er der ikke krav om, at udbud af brandslukning skal ske som EU-udbud. Denne type udbud skal dog stadig opfylde direktivets grundlæggende krav om ligebehandling og gennemsigtighed.

Annonce