De seneste dage har over 600 brandfolk været i gang med at bekæmpe oversvømmelser på næsten 200 indsatssteder. Det anslås, at de mange brandfolk har pumpet omkring 300 mio. liter vand væk. Alene i Sønderborg, der har været hårdest ramt, har 100 brandfolk været i gang på 51 indsatssteder, men også på Sjælland knokler redningsmandskabet.
”I det hårdest ramte bælte, fra grænsen i Sønderjylland og nordpå op til og med Trekantområdet, er der i særdeleshed arbejdet målrettet og professionelt. I disse områder alene har langt over 600 mand været indsat på næsten 200 indsatssteder. Mere end 130 køretøjer, inklusive pumper, containere mm., har været i brug, og der er anslået pumpet næsten 300 millioner liter vand væk. Det er virkelig en stor indsats vores folk har leveret, og herfra skal lyde en enorm tak for deres arbejde”, siger Bjarne Nigaard fra beredskabschefernes organisation, Danske Beredskaber, som søndag aften har indsamlet statistik fra den kommunale del af beredskabet.
Alene i Sønderborg, hvor vandet har stået rekordhøjt, har 100 mand arbejdet på 51 indsatssteder. Ud over det hårdest ramte områder er der en lang række andre steder tilsvarende ydet en særlig indsats, f.eks. omkring Greve, hvor yderligere 30 mand har pumpet uden stop, på Fyn, i Østjylland og ved Kalundborg.
”I sådan en situation har det vist sig vigtigt, at vi arbejder sammen i hele landet som et samlet beredskab, der er klar til at bakke op om hinanden”, siger Bjarne Nigaard.
Beredskabsstyrelsen har 85 mand indsat
Beredskabsstyrelsen er mandag morgen fortsat indsat med 85 mand for at pumpe vand væk flere steder i landet. Indsatserne sker fortrinsvis i Syd- og Sønderjylland og på Fyn. Beredskabsstyrelsen har løbende udskiftet indsatspersonellet, der har været indsat fra alle styrelsens seks beredskabscentre under ledelse af de lokale kommunale brandvæsener.
I løbet af søndagen var styrelsen indsat med 130 værnepligtige, frivillige og befalingsmænd samt 50 køretøjer og pumpemateriel med en samlet pumpekapacitet på 280.000 liter vand i minuttet.
Mandag morgen pumper styrelsen fortsat i:
- Aabenraa (flere steder)
- Kolding
- Sønderborg
- Bogense
- Otterup
- Skanderborg