Brandfolk har mistet tilliden til beredskabschef

Google Maps
Brandstationen i Slagelse. Arkivfoto

Et stort flertal af brandfolkene hos Slagelse Brand og Redning har sendt et brev til kommunen, hvor de opridser talrige problemer i forhold til deres chef, beredskabschef John Olesen. Ifølge brandfolkene er problemerne så store, at brandfolkene på stationen i Slagelse har været tæt på et indgive en kollektiv opsigelse i protest mod beredskabschefen.

Brandfolkene har valgt at sende en ”bekymringsmail” til Slagelse Kommunes borgmester og kommunaldirektør, og omkring 90 pct. af brandfolkene står bag henvendelsen. Det skriver Sjællandske.

”John Olesen er stort set aldrig til stede på stationen. Når han deltager – maksimalt en til to gange om året – til personalemøder, fremstår han uinteresseret. Ligeledes ser vi ham hverken til brand, uddannelse eller andre lejligheder. De tilfælde, hvor John Olesen lejlighedsvis deltager ved personalemøder i Slagelse, oplever vi en beredskabschef, som udviser arrogance, nedladenhed og til tider regulær overfusende adfærd”, står der blandt andet i henvendelsen til borgmesteren og kommunaldirektøren.

I følge brandfolkene har beredskabschefens ledelsessvigt gentagne gange været skyld i alvorlige fejl og mangler i selve beredskabet – fejl, som i værste tilfælde kunne koste liv.

Brandfolkene har tidligere kritiseret beredskabschefen i en henvendelse til kommunen.

Annonce