Brandfolk hædret for at redde mindst syv menneskeliv ved brand på plejehjem

Fra venstre Jan Johansen, MF (S), præsident for Beredskabsforbundet og formand for priskomiteen bag Den Danske Redningsberedskabspris, Jarl Vagn Hansen, formand for Danske Beredskaber, Mikkel Julsgaard Schmidt, Jan Lindrup Nielsen, Hans Steffensen, René Salling Rasmussen og Jakob Riis, koncernchef for Falck.

Den Danske Redningsberedskabspris blev fredag overrakt til fire brandfolk for deres indsats ved den tragiske brand på plejehjemmet Farsøhthus i 2018 – en indsats, som begrænsede tragediens omfang. Branden på Farsøhthus kostede tre kvinder livet, men dødstallet havde sandsynligvis været mere end det tredobbelte, hvis ikke de første brandfolk på stedet havde handlet, som de gjorde.

De beslutninger, som brandfolkene traf, og det mod og den professionalisme, som de udviste, blev afgørende for, at tragediens omfang blev begrænset. Det er baggrunden for, at Den Danske Redningsberedskabspris 2019 gik til mandskabet, som bemandede Allingåbros autosprøjte om aftenen den 3. august 2018: Holdleder Mikkel Julsgaard Schmidt, holdleder Jan Lindrup Nielsen, holdleder René Salling Rasmussen og brandmand Hans Steffensen.

Priskomitéen bag Den Danske Redningsberedskabspris begrunder valget af årets prismodtager på denne måde: ”Hurtig tænkning og mange års erfaring gjorde det muligt for de fire brandmænd at komme de nødstedte til undsætning, på trods af svære omstændigheder. Brandslukning er et holdarbejde, men disse fire gjorde en helt afgørende forskel den fredag aften: Med deres førsteindsats reddede de mindst syv menneskeliv – og formentlig flere”.

Prisen blev overrakt fredag af koncernchef i Falck, Jakob Riis. Det skete ved en højtidelighed i Holmens Kirke i København. Jakob Riis trådte til i stedet for kultur- og kirkeminister Joy Mogensen, som havde meldt afbud, da hun er gået på barsel.

Borgmester er stolt over brandfolk

De fire brandfolk er ansat hos Beredskab & Sikkerhed, det fælleskommunale beredskab, der dækker Randers, Favrskov, Norddjurs og Syddjurs kommuner. Formanden for beredskabskommissionen, Nils Borring, borgmester i Favrskov Kommune, er stolt over, at fire brandfolk fra Beredskab & Sikkerhed modtager prisen:

”Der er ingen tvivl om, at vores fire brandmænd kan være stolte over deres indsats. Vi er i hvert fald stolte af dem, og prisen er yderst velfortjent. En indsats som denne er noget helt særligt og er formentlig kun noget, man oplever ganske få gange i livet. Hos Beredskab & Sikkerhed er vi derfor meget taknemmelige over, at deres indsats bliver hædret med Den Danske Redningsberedskabspris”, siger han.

Uddrag af indstillingen, skrevet af daværende beredskabsdirektør Kasper Sønderdahl

Fredag den 3. august 2018 modtager vagtcentralen hos Beredskab & Sikkerhed en automatisk brandalarm fra Plejecenter Farsøhthus i Allingåbro. Alarmen indløber kl. 17.30.

Deltidsmandskabet på station Allingåbro afgår i autosprøjten kl. 17.34. Da autosprøjten svinger ud af garagen, kan holdleder Mikkel Julsgaard Schmidt konstatere, at der står en røgfane op fra byens plejecenter. Han kalder øjeblikkelig assistance via vagtcentralen, og station Fjellerup afgår.

Autosprøjten fra Allingåbro er fremme kl. 17.35. Tankvognen er fremme 3 minutter senere. Yderligere ét slukningstog tilkaldes fra station Hornslet sammen med redningsliften fra station Grenå.

Da autosprøjten svinger ned ad Halvej, kan mandskabet se flammerne stå ud af et vindue i plejecenteret. Det havde været nærliggende og en helt naturlig menneskelig reaktion at svinge autosprøjten ind ad den første sidevej for at sætte ind med brandslukning mod de synlige flammer. Men holdleder Mikkel Julsgaard Schmidt holder fast i sin instruks og kører på bagsiden af bygningen til det fastlagte kontaktpunkt, hvor ABA-centralen sidder.

Den beslutning redder livet på tre beboere, som var flygtet fra røgen og ud på en altan på bygningens bagside. Holdlederens beslutning om at køre til kontaktpunktet medfører, at de tre beboere bliver opdaget og hurtigt kan reddes ud med stige.

Imens løber holdlederen igennem bygningen for at rekognoscere. Hans røgdykkerhold trænger ind i bygningen via redningsstigen og de rykker frem ad den røgfyldte gang, hvor branden buldrer løs for enden. Den fjerneste del af gangen er overtændt og ilden buldrer imod dem. Holdlederen hjælper endnu en beboer i sikkerhed, mens røgdykkerholdet både formår at afsøge lejlighederne og samtidig holder ilden så meget i skak, at det muliggør evakuering fra de øvrige lejligheder. Ved eftersøgningen finder røgdykkerne tre personer i live, som reddes ud. Desværre findes også to omkomne beboere.

Personalet på Allingåbros tankvogn indleder udvendig slukning og sikrer, at ilden ikke får fat i etagen ovenover branden. Imidlertid står et vindue åbent på anden sal, som medfører at store mængder røg trænger ind på etagen. De næste røgdykkerhold foretager evakuering af beboerne på plejecenterets anden sal.

Røgdykkerne får beboerne fra lejlighederne og hen til trappetårnet, hvor plejepersonale, politibetjente og tililende borgere fra Allingåbro løfter beboerne på stole ned af trapperne og ud i frisk luft. Samarbejdet betyder, at røgdykkerne meget hurtigt kan afslutte eftersøgningen og evakueringen på plejecenterets anden sal.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at brandslukning er en holdindsats og der skal lyde en dybfølt tak til alle samtlige 23 brandmænd, som var indsat på opgaven. Men der skal heller ikke herske nogen tvivl om, at mandskabet på først ankomne autosprøjte gjorde en helt afgørende forskel.

Brandmandskabet på første autosprøjte ankom med tilsammen 95 års erfaring som brandmænd. De fire brandmænd har med deres førsteindsats reddet mindst 7 – og formentlig flere – menneskeliv den fredag aften.

Annonce