Brandfolk fik Redningsberedskabsprisen for indsats efter færdselsuheld

Foto: Beredskabsforbundet

En indsatsleder og syv brandfolk fra brandstationen i Nykøbing Falster har fået årets Redningsberedskabspris. Prisen tildeles for deres ekstraordinære og livredderende indsats ved et alvorligt færdselsuheld ved Nykøbing. Her sørgede brandfolkene både for at afsøge området, hvor der blev lokaliseret yderligere en tilskadekommen, og for at yde livreddende førstehjælp.

For at hædre enkeltpersoner eller dele af et redningsberedskab, der har gjort en ekstraordinær indsats, er Beredskabsforbundet, Falck, Danske Beredskaber, Beredskabsstyrelsen, Deltidsansatte Brandfolks Faglige Organisation, Sønderjysk Frivillige Brandværnsforbund, Det Offentlige Beredskabspersonales Landsforbund, FOA og 3F gået sammen om at uddele Den Danske Redningsberedskabspris.

Prisen uddeles hvert år på den første fredag i oktober. Det sker i forbindelse med mindehøjtideligheden for omkomne brand- og redningsfolk i Holmens Kirke. Ud over hæderen består Redningsberedskabsprisen af et kontant beløb på 25.000 kr.

I år gik prisen til indsatsleder Johnny Rasmussen fra Lolland Falster Brandvæsen og syv brandfolk fra brandstationen i Nykøbing Falster. Prisen blev overrakt af ministeren for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen, som også talte ved mindehøjtideligheden.

Tilskadekomne blev kastet ud af køretøj

Den 15. december 2023 gik alarmen på Falck-stationen i Nykøbing Falster, og deltidsbrandfolkene Martin Yousif, Lars Bille Hansen, Henrik Palle, Anton Bremer, Adis Leric, Aivars Kovacs, Mads Ellehauge og deres indsatsleder Johnny Rasmussen fra Lolland Falster Brandvæsen kørte mod et færdselsuheld på Stubbekøbingvej.

Trods meldinger undervejs om, at der ikke var fastklemte ved uheldet, valgte de alligevel at fortsætte til ulykkesstedet, hvilket viste sig at være afgørende for redningen af to menneskeliv.

Lægebilen ankom som den første vogn til stedet efterfulgt af indsatslederen og brandfolkene fra Nykøbing. Lægebilen iværksatte ved ankomst behandling af den tilskadekomne person, som af et vidne var blevet set kastet ud af det voldsomt beskadigede køretøj.

Ved et tilfælde blev der observeret endnu en tilskadekommen person, der lå godt 100 meter derfra. Mens lægeassistenten skulle hente udstyr, ankom brandfolkene til stedet. Brandfolkene opdagede hurtigt den anden tilskadekomne, og de påbegyndte straks livreddende førstehjælp, inden lægeassistenten var tilbage med udstyr. Både medicinsk udstyr fra lægebil og redningsvognens førstehjælpsudstyr blev brugt.

Begge tilskadekomne blev fløjet til Rigshospitalet og overlevede uheldet trods deres kvæstelser.

Afgørende for overlevelse

Begrundelsen for tildelingen af prisen er, at brandfolkene og deres indsatsleder udviste en bemærkelsesværdig indsats, der langt oversteg, hvad der normalt forventes.

Deres resolutte handlinger og beslutsomhed var afgørende for at redde de tilskadekomnes liv. Trods manglende mentale forberedelser på grund af de supplerende meldinger, handlede de hurtigt og effektivt ved ankomsten til ulykkesstedet.

Foto: Beredskabsforbundet
Foto: Beredskabsforbundet

Annonce