I dag har Falck i Skive tre vagthold med hver otte brandfolk, og det enkelte hold har vagt hver tredje uge. Men fremover vil der kun være faste vagthold i weekenden, mens vagtplanen droppes på hverdage. Brandfolkene betegner den nye vagtordning som ”skrækkelig” for borgerne, og allerede i løbet af sommerferien kan det gå galt.
I dag har brandfolkene ved Falck i Skive en fast vagtplan, som indebærer, at der hver uge er otte deltidsbrandfolk på vagt, hvorefter de har fri i to uger. I de to friuger bliver de dog tilkaldt, hvis der er behov for at bemande stationens 2. udrykning.
Men som led i en omlægning hos Falck vil vagtplanen fra 1. august 2021 blive ændret, således at der ikke længere er faste vagthold på hverdagene, men kun i weekenderne. Så når alarmen går på hverdage, vil alle 24 deltidsbrandfolk blive tilkaldt. De første otte brandfolk, som møder frem – hvis der altså møder nogen frem – vil så bemande det lokale slukningstog.
Risiko for manglende fremmøde
Hos brandfolkene giver den nye ordning imidlertid anledning til bekymring. For hvis der ikke er faste vagthold, så er der stor risiko for, at der ikke møder nogen brandfolk frem. Det gælder særligt på helligdagene, som heller ikke vil være dækket af faste vagthold.
”Hvis Falck vil være sikre på, der kommer nogen, så skal de lave en anden aftale. I det mindste bare om helligdagene. Det er skrækkeligt, at Falck vil presse citronen endnu mere. Vi kan risikere at komme ud til en bygningsbrand med fire mand, selvom man skal være otte. Og så er jeg bange for, at nogle af os kommer galt af sted”, siger Kim Jeppesen, der er talsmand for brandfolkene i Skive, til Skive Folkeblad.
Holder tre ugers ferie
Falcks ændring af vagtordningen kan allerede i sommerferien give problemer. Normalt sørger deltidsbrandfolkene i Skive nemlig for at planlægge deres sommerferie, så de kun er ude at rejse i de uger, hvor de ikke har vagt. Men sådan bliver det ikke i år:
”Vi har prøvet at lave en dialog med Falck, men vi kommer ingen vegne. Derfor holder vi de tre ugers ferie i år. Vi vil ikke selv dække hinanden ind, for det er Falcks ansvar. Vi er rigtig mange, der holder ferie i uge 28, 29 og 30. I uge 28 og 29 er det så slemt, at Falck har ringet til andre beredskaber for at få noget af deres personale til at opholde sig på stationen i Skive for at være sikker på, at man kan rykke ud med fire-fem mand. Det er egentlig påkrævet med otte, men det kan vi overhovedet ikke i de to uger”, siger Kim Jeppesen til Skive Folkeblad.
Falck har til Skive Folkeblad oplyst, at man overgår til den nye ordning, fordi de øvrige deltidsbrandstationer i Falck anvender samme vagtform, da det er den foretrukne blandt Falcks brandfolk.